- Onsdag, 24. juni 2015
20.000 kr. indsamlet i Rold Skov Golfklub til Kræftens Bekæmpelse

På billedet ses de pinkklædte deltagere. Det er Jonathan, der sidder på ryggen af sin træner Casper.
SKØRPING: I lighed med tidligere år, er Rold Skov Golfklub også i 2015 med i den landsdækkende Pink Cup-turnering til fordel for Kræftens Bekæmpelses kampagne Støt Brysterne.
Dameklubben Tirsdagspigerne har i 2015 solgt amerikansk lotteri med mange flotte sponsorpræmier, og salget har indbragt 10.000 kr.
I tirsdags blev den årlige Pink Cup-turnering afholdt, og her blev overskuddet også 10.000 kr. takket være sponsorpræmier.
Deltagerne var klædt i pink, og klubhuset var pyntet med pink tyl og pink duge til middagen. Anne Brandt vandt en flot gavekurv for at være den ”mest pink” deltager i matchen.
Lisa Kjær fra Tirsdagspigerne er meget tilfreds med det flotte indsamlingsresultat og er taknemlig for, at hele 65 golfspillere mødte op til turneringen, der blev afviklet i skønt vejr og med efterfølgende 2-retters menu i klubhuset.
Turneringen blev afviklet med to damerækker og én herrerække.
Vinderne i damerækkerne blev Karina Rask Thomsen med 35 point og Gitte Sondrup Andersen også med 35 point.
I herrerækken vandt unge Jonathan Guldborg med hele 48 point, og dermed slog han sin træner Casper L. Jacobsen, der lavede flotte 38 point.
- Det er skønt, når de unge deltagere møder op og kommer i præmierækkerne, fortæller Lisa Kjær. - Men indrømmet blev der travlhed, da vi så Jonathan lå til at vinde, for førstepræmien var en skøn flaske rom og det går jo ikke, når man ikke er gammel nok til at drikke alkohol. I stedet blev præmien til Jonathan et gavekort.

