Af: Af Karsten Frisk Foto: Tony Englund.

Fredag den 19. april var Stubhusets scene reserveret til Erik Clausen, der leverede et forrygende foredrag om mennesket set fra forskellige vinkler og situationer. Alt sammen krydret med en rigtig go’ gang humor.

STØVRING: Erik Clausen er i slutfasen på sin foredragsturne ”Fra den ene hjernehalvdel til den anden”, der bringer ham rundt i landet til 34 shows på to måneder – og samtidig er han i færd med at skrive manuskript til en ny film. Godt gået af en herre på 71 år.
Aftenen indledtes med musik. På scenen havde Erik Clausen medbragt guitarist og komponist Anders Beckholm, der har komponeret musik til Erik Clausens film, bl.a. Villa Paranoia. Beckholm spillede en flot guitarsolo, der fadede over i Tjajkovsky’s klaverkoncert, hvorefter Erik Clausen entrede scenen med armene højt hævede i hilsen til publikum. Hvilken entre!  Jo – Erik Clausen er en mester i servicenesættelse.
Fra første øjeblik leverede han et intenst, til tider hæsblæsende foredrag fyldt med humor og vittigheder. Og publikum nød det. Det var tydeligt, at publikum vidste, hvad de kom efter. Forventningerne var høje, men blev indfriet fra starten.
Erik Clausen fabulerede over forskellen mellem ham de unge stand-up’ere. De vandrer ofte fra scenekant til scenekant under deres shows. ”Det kan jeg sgu ikke”, siger han. - Jeg er opvokset i en 1-værelses lejlighed. På den ene side var en væg, og på den anden side sad min mor bag dør med sin nye mand. Der var plads til to skridt!”
Erik Clausen fortalte om begrebet Den indre Film: ”Forstil dig, du går på gaden og ser en supersmart ung pige i stramme cowboybukser gå lige foran dig. Så begynder tankerne at rulle inde i dit hoved. Du spiller hovedrollen i din egen indre film, og pigen spiller også en meget væsentlig rolle i filmen”. Man husker denne film og kan afspille den igen og igen. Hjernen er menneskets bedste legeplads. Danmark er verdens bedste land. Og hvorfor dét? Vi har ikke råstoffer i uanede mængder. Næh – men vi har frihed til at bruge vores hjerner. Der skabes fantasi og vækst. Vi er i stand til hele tiden at lade os inspirere af de Indre Film og omsætte dem til handling. Når gamle fru Jensen går krumbøjet, er det ikke fordi hun har dårlig ryg, nej – hendes hoved er tynget at alle de indre film i hendes hoved.
Erik Clausen er en mester til at vende tingene på hovedet. Ældrebyrden? Sikke noget vrøvl. De ældre rummer utroligt mange ressourcer. Udtrykket ældrebyrden er opfundet af fantasiløse politikere.  Erik Clausen agter at bliver 100 år blot for at irritere disse politikere.
Begrebet Enlig Moder blev også vendt. En enlig moder findes ikke! Det er noget ævl, at påstå dette. En moder har sit barn og er ikke enlig. Hun har måske ikke nogen mand, men det kan jo være selvvalgt. Jobbet som moder er det fornemste job i verden. Jobbet som direktør eller koncernchef kommer aldrig op på siden af jobbet som moder.
At være arbejdsløs er heller ikke et begreb, Erik Clausen tager for gode varer, og sidestiller med manges opfattelse af, at være arbejdsløs. Det kan da godt være, man for tiden ikke ”går på arbejde”. Men man arbejder jo med en ufattelig masse andre ting. Der er jo de indre film. Så er man noget for éns netværk. Men arbejdsløs – aldrig.
Autoriteterne fik også en tur. Man skal som menneske ikke ligge under for autoriteter. Man skal gøre sig fri. Er man fri, stiger éns selvværd, og et højt selvværd giver overskud til at være noget for andre. Man bliver positiv og skabende. Man bidrager til at udvikle samfundet og dets kultur. Kulturværdier? Det er, når der kommer mere ud, end der kommer ind.
Forholdet mand/kvinde blev også taget under kærlig behandling af Erik Clausen. Her var det mere de fysiske relationer. Kvinden er skabt med fantastiske proportioner. Der er balance og harmoni i kvindens krop. Et sandt mesterværk. Da Vorherre skulle skabe manden, må han have været på natholdet. Mandens krop er ikke nogen succes. Mandens krop ligner nærmest en melsæk med to stænger under. Hovedet en klump ler rullet i Rockwool og munden formet ved, at Vorherre lige har stukket et par fingre ind i lerklumpen. Det fremkommer ret tydeligt, når manden med let bagoverbøjet hoved falder i søvn foran fjernsynet. Så er der plads til to, måske tre fingre!
Erik Clausens show var et show fyldt med forrygende humør. Der var fart over feltet og humor og skarphed var i højsædet. Den gamle mester kan endnu – og han er på toppen! Meget forfriskende – og også forventeligt, at Erik Clausen leverer satire med bid og kant. Det politiske satire spillede ikke så stor rolle som man kunne have ønsket sig. Og dog – Pia Kjærsgaard og Anders Fogh Rasmussen fik nogle kærlige klap i rumpen. Men regeringen gik næsten ram forbi.  Måske ikke så underligt, når man kender Erik Clausens politiske tilhørsforhold på venstrefløjen.
En fantastisk aften i et stopfyldt Stubhus. Vi glæder os til næste gang, Erik Clausen lægger sin vej forbi Stubhuset. Så skal vi nok være der!   


e-max.it: your social media marketing partner