- Onsdag, 11. december 2013
Efter 13 års pause genopstår Jætterock i Suldrup. Jættefestudvalget kan i dag med stolthed præsentere Carpark North som det første af en række bands, der vil stå klar den 1. august. Her vil scenen på plænen i jætternes by være fyldt op med topnavne fra den danske musikverden.

Første navn på plakaten er Carpark North
SULDRUP: Historisk set toppede Jætterock i 1993, da Smokie trak 3.100 mennesker til pladsen bag hallen i Suldrup. Nu er koncerten rykket ind på plænen med plads til over 7.000 mennesker, hvor publikum kan rocke til det stort anlagte program, som er sat sammen af Jættefest Komitéen i samarbejde med Event Danmark.
Jætterock bliver en del af den traditionelle byfest i Suldrup, Jættefesten. Folkene bag den store satsning er er en komité fra byen, sat i søen af Idrætsklubben Frem og støttet af Suldrup Borger- og Erhvervsforening. For at være på nogenlunde økonomisk sikker grund, har en række forretningsdrivende leveret en underskudsgaranti til den musikalske satsning.
Aktiv by
Satsningen på Jætterock er endnu en brik i Suldrups bestræbelser på at gøre sig selv til en attraktiv landsby. Byen har i årevis kæmpet for deres egen læge. Der arbejdes i øjeblikket på en række projekter, der skal gøre det sjovere at bo i Suldrup. Det drejer sig blandt andet om flere naturskønne stier, forskønnelse af bymidten og hovedgade, samt integrering af forskellig kunst i bybilledet. Med den musikalske satsning, håber arrangørerne at kunne gøre byen til at bedre sted at bo.

