- Onsdag, 20. maj 2015

45 gæster fra Tyskland og Østrig besøgte Arcon-Sunmark.

De 45 gæster havde en god og inspirerende tur til Danmark.

SKØRPING: Den 23. og 24. april havde Arcon-Sunmark i Skørping besøg af gæster fra både Tyskland og Østrig med borgmesteren fra Ilsfeld i Baden-Württemberg i spidsen - ledsaget af ingeniører og medarbejdere fra energi- og miljøforvaltningen fra Baden-Württemberg samt Østrig og en journalist fra Solarthemen.
Oprindeligt var der fire personer fra byen Ebersberg, der ønskede at besøge Arcon-Sunmark i Danmark for at se nærmere på, hvordan firmaets store solvarmeanlæg anvendes i forbindelse med fjernvarme.
Arcon-Sunmarks agent i Tyskland havde efterfølgende kontakt til bystyret i Ilsfeld, hvorefter det gik meget stærkt. I løbet af få dage var turen til Danmark planlagt og sågar overbooket, og der ventede de 45 gæster et hårdt, men spændende program.
Arcon-Sunmark har leveret de 35 største anlæg i Europa, hvoraf størstedelen er installeret i Danmark. Set i det perspektiv ville værterne naturligvis gerne vise de udenlandske gæster nogle forskellige muligheder og heriblandt naturligvis verdens største solvarmeanlæg i Vojens.
I løbet af de to dage nåede de mange deltagere at besøge: Gråsten Fjernvarme, 19.024 m² solfangerfelt, med 1.500 forbrugere og lidt industri. Vojens Fjernvarme, 70.000 m² solfangerfelt, med 2.000 forbrugere, industri og en skole. Gørding Fjernvarme, 7.424 m² solfangerfelt, med 750 forbrugere. Gjerlev Fjernvarme, 3.520 m² solfangerfelt, med 246 forbrugere. Grenaa Fjernvarme, 12.096 m² solfangerfelt, med 5.294 forbrugere og lidt industri.
Det blev også til et besøg på virksomhedens hovedkontor i Skørping, hvor der var rundvisning i produktionen og en række foredrag af: Søren Elisiussen, administrerende direktør i Arcon-Sunmark A/S, Per Alex Sørensen, Planenergi, Christian Stadler, direktør Arcon Solarwärme GmbH, Roger Hackstock – Klima samt Energi Fonds som bidrog til at belyse emnet yderligere ud fra de kompetencer, hver især repræsenterer.
De udenlandske gæster var meget begejstrede for de mange forskellige løsninger, som de blev præsenteret for på de enkelte værker og viste i det hele taget stor interesse for, hvordan man arbejder med termisk solvarme i fjernvarmebranchen i Danmark. I Tyskland og Østrig er man ikke nær så langt fremme på dette felt, men man arbejder målrettet på at udvikle sektoren og skeler i den forbindelse til de fjernvarmeløsninger man har i Danmark.
De 45 gæster havde en god og inspirerende tur til Danmark, og det er ikke sidste gang, at Arcon-Sunmark inviterer udenlandske gæster.
Hovedkontoret for Arcon-Sunmark ligger i Skørping sammen med produktionen. Virksomheden forventer en stigning i eksportmarkedet og et deraf følgende behov for at øge produktionen af solfangere fra Skørping. Arcon-Sunmark er derfor gået i gang med en udvidelse, der fordobler produktionskapaciteten og de nuværende ca. 80 medarbejdere kan se frem til en række nye kolleger engang efter sommerferien.
Arcon-Sunmark er verdens førende leverandør af storskala termiske solvarmeanlæg. Solfangere og design er udviklet specifikt til at producere de høje temperaturer, der er behov for i forbindelse med f.eks. fjernvarme og industriel procesvarme, og med den løbende udvikling af firmaets installationsprocedurer sikrer vi en hurtig og smidig opførelse af anlægget.
Arcon-Sunmark har leveret mere end 700.000 m2 solfangere svarende til langt over halvdelen af samtlige storskala solvarmeanlæg i verden (>1.000 m²) og står bag de største anlæg på op til 70.000 m2. Solvarmeanlæg i storskala bliver især anvendt til fjernvarmesektoren og til industrier med stort behov for procesvarme, eksempelvis mineindustrien, bryggerier, mejerier etc.
Ud over at give både lys og liv afgiver solen enorme mængder af energi – og varme. Solen er den reneste energikilde, der findes – den udleder intet CO2, og solenergi er gratis. En solvarme-installation giver ikke støj- eller lugtgener og skæmmer ikke landskabet. Termisk solvarme er en gennemprøvet og velfungerende teknologi, der ud over brugsvands- og rumopvarmning også anvendes til forskellige procesformål, herunder køling.
En solvarmeløsning sikrer faste lave energiudgifter mange år ud i fremtiden i modsætning til de fleste andre energikilder. Der er da også sket en kraftig vækst i antallet af nye store solvarmeanlæg, specielt på fjernvarmeområdet. Mange nye solvarmeanlæg er planlagt, og flere af de varmeværker, der allerede har solvarme, udvider kapaciteten. En tilsvarende udvikling forventes inden for industriel procesvarme. Solvarme kan med fordel kombineres med andre bæredygtige energikilder.
Et storskala-solvarmeanlæg koster ca. en femtedel pr. m2 i forhold til, hvad et mindre sol-varmeanlæg placeret på et villatag koster. Tre storskala-solfangere kan på årsbasis levere en energimængde, der svarer til det årlige fjernvarmeforbrug i en gennemsnitsvilla. Det er med andre ord ikke et spørgsmål, om man skal have solvarme, men mere om at finde frem til den optimale solvarmeløsning.

