STØVRING: Der var lagt op til en aften med traditionel og original irsk folkemusik fredag den 29. april på Stubhuset i Støvring. Grada, der tidligere har gæstet Stubhuset – var  atter på spil og det var der mange, der havde set frem til.
Bandet består af fem medlemmer – David, Gerry, Andy, Andrew og Nicola, der hver især mestrer deres instrument, og tilsammen danner de en frisk og høj-energisk musikalitet, der får alle tilstedeværende til at vippe og rokke med.
David fra Irland på violin, fiddle – Gerry fra New Zealand på akustisk guitar, Andy fra Irland på fløjte – flere af slagsen, accordion og tromme, Andrew fra New Zealand på kontrabas og endelig Nicola fra Irland på vokal og percussion.
Bandet fandt sammen i 2001 og har siden udgivet 5 albums – det seneste fra 2010 ”Natural Angle”, der er indspillet  i Nashville, USA. Ligeledes har bandet turneret over det meste af Europa, USA og i Japan – et ægte kosmopolitisk keltisk band.
Deres musik spænder vidt – der er elementer af jazz-improvisationer og den rå energi fra traditionelt irsk musik, hvilket vidner om bandets sammensatte og multi-kulturelle baggrund. Man lader sig let imponere af deres virtuøse og til tider ekvilibristiske spille-stil, når eksempelvis David på violin og Andy på én af sine fløjter folder sig ud i melodiøse og rytmiske ”tunes”. Men de mestrer også de bløde harmonier og stille ballader med Nicolas klare og stærke vokal. De vil også fortælle deres små historier – hentet fra historien og hverdagen i Irland og omegn…
Man fik i alt 18 numre + to ekstranumre leveret denne aften – det var sange og ”tunes” hentet fra alle deres albums. Der var digtet af Oscar Wilde, der blev til ”Treat Softly” – der var ”The Butcher Boy” hentet fra England, der var ”John Reilly” om den irske St. Patrick bataljon, der kæmpede for USA i Mexico,  ”Pretty Polly” – hentet fra USA og ikke mindst en tune ”Fem spring” – hentet fra Christiania og oversat til irsk sound. Disse blandt mange andre,  - alle udført med samme mængde energi og humør – og ikke mindst spille -og fortælle-glæde. Livsbekræftende og respektfuldt for den ægte og originale irske folkemusik.
Mellem numrene blev der også tid til at fortælle små sandheder om hinanden – Andy, der bl.a. er mester i fløjtespil og bordtennis – flere gange og ikke mindst hans bidrag til meget af fløjte-spillet i ”Ringenes Herre”. Hvem skulle tro at han også er farmer og fåre-avler? Eller Nicola – der for nylig har købt en restaurant – back in Ireland og kan levere mange spændende opskrifter også? Eller Andrew, der efterhånden har turneret så meget i Danmark, at han nu er i stand til at sige på dansk: ” Har du en forlængerledning til min bas-forstærker?” – hvilket vist også var noget nær det eneste han kunne sige, men det var bestemt til moro for salen…
De fik kontakt med deres publikum på en afbalanceret og ganske usofistikeret vis, der skabte den dynamik og respons, der er så vigtig for en mærkbar musikalsk oplevelse, der efterlader et minde i krop og sjæl – og ikke mindst en længsel efter at opleve dem igen.
MW.


e-max.it: your social media marketing partner