Af: Tekst og foto: Karsten Frisk

Fredag den 20. marts gæstede ét af landets ældste og mest populære bands Stubhuset. Det var Kansas City Stompers & Rikke Mølgaard, der lagde vejen forbi Støvring. Et band, bestående af ældre, rutinerede herrer samt unge Rikke Mølgaard som sanger.

 STØVRING: Salen i Stubhuset var pyntet op til jazzmusik. Hyggelige bordarrangementer og dæmpet belysning. Alt var klart til at modtage Kansas City Stompers & Rikke Mølgaard.
Kapelmester Niels Abild (klarinet) bød velkommen og præsenterede bandet. På keyboard Palle Juul Hansen, trommer Kurt Riedel, bas Gert Rostock og på saxofon Finn Odderskov. Denne besætning er noget at det bedste, man kan opdrive i Danmark. Rytmegruppen (trommer, bas og klaver) har medvirket i snart sagt alt, hvad der er værd at medvirke i i Danmark. Kapelmester Niels Abild har gennem tiderne haft en forunderlig evne til at samle nogle af  landets bedste musikere i Kansas City Stompers. Det har bevirket, at bandet lige så længe jeg kan huske, har været at finde blandt de ypperste på den danske musikscene.
Kansas City Stompers lagde ud med Everybody Loves Saturday Night hvilket straks aftvang publikum aftenens første bifald. Allerede under første nummer bemærker man en usvigelig sikker rutine i bandet.
Efterfølgende proklamerede Niels Abild, at med denne fantastiske rytmegruppe kunne intet gå galt. Han opfordrede publikum til at fremsætte ønsker til aftenens repertoire. - Vi har ikke nogen forudbestemt spilleliste. Jeg har det hele inde i hovedet. Heller ikke musikerne ved, hvad vi skal spille, sagde Niels Abild. Herefter spillede bandet nummeret Sidder på et værtshus, sunget af Gert Rostock. Nummeret var dedikeret til nu afdøde Niller fra Papa Bues Viking Jazzband. Saxofonist Finn Odderskov overtog herefter med nummeret Sweet Georgia Brown i en forrygende jazz.
Rikke Mølgaard gik på scenen og sang Carol Kings gamle nummer You´ve Got a Friend med en fantastisk indlevelse. Intet under, at Niels Abild kalder hende én af de bedste sangerinder på den danske musikscene i øjeblikket. Helt betagende blev det, da Rikke Mølgaard helt uden akkompagnement sang nummeret Somewhere over the Rainbow fra musicalen Troldmanden fra Ozz.
Og således gik aftenen - vekslende i repertoiret mellem jazz, rock og pop.
Kansas City Stompers leverede en række gode gamle jazz- og bluesperler så som Basin Street Blues, Burbon Street Parade, All of Me blot for at nævne nogle. I kontrast hertil kan nævnes f.eks. Procul Harums A Whiter Shade of Pale. Der var humor og alvor og pingpong mellem Niels Abild og publikum. Dette reducerede jazzband havde hele tiden fuldstændigt greb om musikken og publikum. I et traditionelt jazzband forventer man jo instrumenter som trompet, trombone og banjo. Dette var ikke tilfældet under denne aftens koncert med Kansas City Stompers. Man havde heller ikke en fornemmelse af, at de manglede. Musikerne evnede i den grad deres metier og fyldte ud på deres instrumenter, så man på intet tidspunkt følte, at besætningen var ”tynd”.
Sammenfattet var det fantastisk aften i rigtige kunstneres selskab. Alle fem musikere og Rikke Mølgaard leverede med deres professionalisme et sikkert og velgennemarbejdet show. Godt 60 publikummer fik en super god oplevelse. Synd for de, som ikke fandt vejen til Stubhuset denne fredag aften.  
 


e-max.it: your social media marketing partner