STØVRING: Omkring 300 seniorspillere, både mænd og kvinder, skal i aktion ved DGI’s Landsmesterskab i 7:7-udendørsfodbold i Støvring i weekenden 4.-5. september. Der venter en stor opgave for SIF Fodbold som arrangør.
Omkring 100 frivillige fra klubben skal i aktion i kulissen for at give de 300 deltagere en god oplevelse. Som titlen på stævnet antyder, så kommer de omkring 300 spillere fra hele landet.  Samtlige deltagere skal indkvarteres på Karensmindeskolen, mens al fortæring i forbindelse med DGI-landsmesterskabet for deltagerne foregår i Arena Himmerland.

Samtlige kampe, og der kommer der mange af, skal spilles på seks baner ved klubhuset i Støvring, ingen af kampene skal spilles på Mastrup banerne, bane fem og seks.  Bestyrelsen i SIF Fodbold og især klubbens sponsor- og eventchef Brian Bloch har i en længere periode arbejdet intenst på at planlægge det store arrangement, der som nævnt får brug for cirka 100 frivillige hjælpere.
Ikke alle poster i kulissen er besat endnu, og interesserede i den sammenhæng er stadig mere end velkomne. Der bliver nemlig brug for alle hænder i Støvring IF Fodbold i weekend fjerde og femte september, spillere, trænere, ledere, bestyrelsesmedlemmer og ikke mindst forældre.

Bartendere, vaskekoner, pølsemænd/kvinder, skraldemænd, oprydningsfolk, vagter m.m. er blot nogle af de fantastiske opgaver, klubben skal løfte i bestræbelserne på at afvikle et godt landsmesterskab, hvor disse faktorer til sammen gerne skal give et godt økonomisk afkast til gavn og støtte for hverdagen i Støvring IF Fodbold.
 


e-max.it: your social media marketing partner