Forskellen på den verdslige tid og den kirkelige tid - på kalenderår og kirkeår - markeres bla. ved, at de to år for en månedstid skilles ad.

I kirken møder vi om ganske kort tid en søndag med navnet ”Sidste søndag i kirkeåret”, og søndagen efter er det kirkens nytårsdag. Med ”Første søndag i advent” begynder kirkeåret om igen. Bunken vendes, og vi tager fat dér, hvor vi også begyndte for to år siden og for fireår og seks år siden, og lige så langt tilbage, som nogen kan huske og længere endnu. Sådan er det med kirkens år og kirkens tid: det er som en rytme, der gentages, så tiden i sin egen rolige og genkendelige puls kommer til at gå i ring.
Kirkeåret står således for noget andet og mere end vores foranderlige og forgængelige daglige liv med hinanden.
Det, hvor kalenderår, ferieår, finansår og skoleår, til trods for også deres tilbagevenden, alligevel så let gør tilværelsen urolig og fremadrettet. Det almindelige kalenderår går sin genkendelige gang med arbejde og fritid, men også sin urofyldte gang med sygdom og sundhed, svigt og omsorg, sorg og glæde, ord, der ikke skulle have været sagt, og ord, der varmede langt ind i sjælen.
Ganske uforanderligt møder kirkeåret os som et korrektiv til denne foranderlige og stadigt fremadskuende tid, som er menneskelivets vilkår.
Forskellen på den verdslige tid og den kirkelige tid - på kalenderår og kirkeår - markeres bla. ved, at de to år for en månedstid skilles ad.
Både ”Første søndag i advent” og første januar synger vi i en kirkelig og en verdslig udgave Grundtvigs skønne salme ”Vær velkommen, Herrens år”. Således står vi i hele december måned med et ben i begge tider – det nye kirkeår og det gamle kalenderår.
Og gudskelov for det - for det betyder, at kirkeåret hele tiden er der for os som en konstant ledsager i hverdagens til tider anstrengende omskiftelighed med det, der er helt andeledes end dagliglivets realiteter.
Inden vi går ind i det nye kirkeår indbyder menighedsrådene i Sørup, Gravlev og Støvring til en eftermiddag i kirkeårets tegn, hvor sognepræst Laila Olesen og organist Hans Otto Sandkamm sætter de enkelte søn- og helligdages karakter og rytme i ord og toner.