Optoget samledes udenfor Dagli’Brugsen.

Fakkeloptoget var et flot syn.

Uddeleren havde sørget for en uhyggelig atmosfære.

Heksene indenfor var ikke det mindste farlige.

SULDRUP: Fredag aften var der ild i byen. Heksene fløj lavt og der var edderkopper i saftevandet. Traditionen tro havde Dagli’Brugsen i Suldrup arrangeret fakkeloptog og græskar. Hele børnehaven Tumlehøj var overfyldt med græskar i sidste uge. Alle børn havde fået et græskar, der skulle udskæres og laves flot og uhyggeligt.
Langt over hundrede forældre og børn var mødt op ved Tumlehøj kl. 18. Her blev der tændt fakler og i samlet flok, gik alle i retning mod Dagli´ Brugsen. Et flot syn var det, og en stemning var ved at blive bygget op. Hvad skulle der ske? Mon der var hekse, der ville drille? Mon græskarrene var oplyst til ballade? De fleste biler tog farten gevaldigt af, da de så horden af mennesker, der kom gående med fakler i hånden. Nogle af de gående var også klædt i høje hatte og lange frakker.
Foran Brugsen blev faklerne plantet i jorden og uddeleren Steen var ekstra uhyggelig og smilede skummelt til de mange fremmødte. Der bød han velkommen og sagde, at lyset var gået indenfor og hekse vandrede rundt derinde og gnæggede. Han forsikrede dog de mindste om, at de vist nok ikke var farlige.
De voksne var dog af en anden mening, da de så, at det var personale fra Sparekassen Himmerland, der var hekse.
Indenfor stod alle børnenes græskarhoveder rundt om i butikken. De lyste op mellem skumklude, sodavander og sunlollyer. Mens man gik og ledte efter sit græskarhoved, var der disket op med kaffe, hjemmebag og saftevand med edderkopper og fluer i.
Det var en dejlig aften. Mange havde udskudt aftensmaden og deltog i dette fantastiske arrangement.
Jens Egsdal Laursen.


e-max.it: your social media marketing partner