- Onsdag, 12. september 2012
STØVRING: EU’s harmoniseringsregler er af redskaberne i EU’s mission og vision om, at etablere tættere bånd og større fællesskab mellem de Europæiske lande. Men hvordan står det til med at overholde reglerne, spørger initiativtagerne til debatmøde onsdag den 19. september om EU’s harmoniseringsregler.
LOF Himmerland, som består af de tre LOF afdelinger i de tre himmerlandske kommuner, har taget initiativet til dette EU debatmøde, som arrangeres i samarbejde med den internationale og samtidig meget lokale entreprenør virksomhed Hydrema A/S i Støvring.
- Til at sætte vægt under debatten har man inviteret to kapaciteter, siger Jan Vestergaard fra LOF - og det er folketingsmedlem Jakob Ellemann-Jensen (V), samt chefkonsulent Annette Dragsdahl fra Dansk Industri, som hver især vil lægge op til en debat ud fra spørgsmålet: Hvad oplever det danske erhvervsliv, der er afhængig af samhandel med andre lande i Europa, og hvad gør politikerne – både hjemme og i EU – for at alle overholder harmoniseringsreglerne?
Til at styre debatten er redaktør Per Jensen fra
TV2Nord hentet til Støvring.
Arrangementet indledes med firmapræsentation og rundvisning på Hydrema, som udover at være kendt for sin produktion af entreprenørmaskiner, især har fået verdens bevågenhed ved deres unikke minerydningsmateriel, der i dag afsættes til mange lande i hele verden.
Såfremt tiden ikke tillader, at man deltager i hele arrangementet, er man velkommen til at deltage i den del man kan nå.

