- Tirsdag, 10. april 2012

Erna Iversen i lodden, pinkfarvet kjole var et ømt syn.

Foto: Karsten Frisk.

Peter Larsen gav publikum i Stubhuset en herlig aften.
STØVRING: Den 29. marts gæstede skuespilleren Peter Larsen, alias Tjener Frandsen, kultursociolog Jørgen Andersen og ejer af Kokkedal Ponyrideskole, Erna Iversen, Stubhuset. Sjældent har en mand på så kort tid ”forulempet” sit publikum så groft. Og publikum kunne lide det.
Peter Larsen gjorde sin entré i salen i skikkelse af Tjener Frandsen, der gik rundt blandt publikum og servere og konverserede på ærkekøbenhavnsk dialekt og tilmed i et tempo, tager pusten fra enhver anden. Efter at have bevæget sig rundt blandt publikum, gik Tjener Frandsen på scenen og fortsatte forulempelserne herfra.
Peter Larsen forlod scenen, og efter en kort videofilm – med Peter Larsen i hovedrollen – vendte han tilbage i rollen som kultursociolog Jørgen Andersen fra Københavns Universitet. I denne rolle præsenterede Peter Larsen en lang række – kontroversielle - bud på, hvordan det danske samfund kunne forandres og rationaliseres. Han redegjorde bl.a. for sin egen tænketank som et seriøst alternativ til Cepos. Han gjorde også flittigt brug af og citerede fru Klarsyns tanker, hvor fru Klarsyn bl.a. påpeger, at hvis ikke der er tid motion nu, må man sætte tid af til sygdom senere.
Efter pausen entrerede Peter Larsen salen i skikkelse af fru Erna Iversen i fuld spejderuniform. Hun kom direkte fra spejderlejr ved Børglum Kloster. Kort efter røg spejderdragten, og tilbage stod Erna Iversen i en lodden pinkfarvet kjole uden ærmer. Ømt syn. Forulempelserne fortsatte, og Erna Iversen havde også et par stikpiller til danskerne hvor hun bl.a. hævder, at danskerne har sort bælte i tag-selv-bord, hvilket ofte resulterer i dysfunktionelle erektive funktioner. Men – man kan jo altid lave en pandekage. Så bliver folk så glade. Og det gjorde man så på et medbragt komfur. En nybagt pandekage med syltetøj blev serveret for publikum på første række. Til slut smed Erna Iversen sin lodne kjole og stod nu på scenen i stramtsiddende lak-bodystocking. Tilnærmelserne overfor de visse mandlige publikummer lod ikke vente på sig.
Det blev en aften i Stubhuset hvor lattermusklerne blev rørt godt og grundigt, og det blev til et herligt gensyn med Tjener Frandsen, Jørgen Andersen og Erna Iversen, som i årenes løb har manifesteret sig i diverse TV-shows.
KFR.

