Ø. HORNUM: Hvert år i august måned arrangerer menighedsrådet ved Øster Hornum kirke en bustur for alle interesserede.
Dette års udflugt falder på månedens sidste dag, lørdag d. 31. august.
Turen går først til Søndermarkskirken i Viborg, hvor der er morgenkaffe og vi ser den spændende moderne rundkirke samt Hærvejstæppet, der er udstillet i forbindelse med kirken.
Herefter går turen videre til Hald Hovedgård, hvor deltagerne skal på rundvisning i ”De fem Hald’er”. ”De fem Hald’er” ved Viborg er et af de meget betydningsfulde historiske steder i Danmark. I alt fem generationer af borge og herregårde fortæller Danmarks historie fra middelalderen til i dag. Tilmed inden for gåafstand fra hinanden og midt i noget af Danmarks smukkeste natur.
Efter rundvisningen er der frokost i Niels Bugges Kro, hvorefter turen går til det naturskønne område ved Dollerup Bakker. Hvis vejret er til det nydes kaffen her, hvis ikke bliver det i  Dollerup Kirke, som bliver sidste punkt på programmet inden bussen vender hjemad igen til Øster Hornum.


e-max.it: your social media marketing partner