De frivillige i Seniorbiografen i Skørping jubler over den store succes. ”Hvidsten Gruppen” bliver set af 1200, og det er absolut rekord. Ved Danmarkspremieren torsdag den 1. marts var den røde løber rullet ud.

Nelly Kragelund, Haverslev (tv), og Irene Holst Andersen, Haverslev, er to af de 1200, som får set filmen om Hvidsten Gruppen i Seniorbiografen i Skørping. Her sidder de ved det efterfølgende kaffebord, hvor de giver deres bidrag til Seniorbiografens sparebøsse, kaldet Fittelifutkassen.

Ved Danmarkspremieren i Seniorbiografen på filmen om Hvidsten Gruppen fortalte én af de medvirkende, Laura Winther Møller, levende om sine oplevelser under optagelserne. Her ses hun sammen med lederen af Seniorbiografen, Erling Junker Holst, som gav hende mange rosende ord med på vejen for hendes præstation i filmen.

SKØRPING: - Vi kan næsten ikke få hænderne ned igen. Det er helt fantastisk. Vi har aldrig oplevet noget lignende, siger lederen af Seniorbiografen i Skørping, Erling Junker Holst, om den
publikumssucces, som biografen har med den nye, danske film ”Hvidsten Gruppen”.
Seniorbiografen har måttet lave 11 ekstra forestillinger. De to sidste finder sted torsdag, hvor der er udsolgt både formiddag og eftermiddag.
I alt vil filmen blive set af 1200 i Seniorbiografen, og det er absolut rekord. Den hidtidige rekord blev sat for et par år siden, da man viste den danske film ”Flammen og Citronen”. Her måtte man lave fire ekstra forestillinger, og filmen blev set af i alt 500.
- Vore gæster kommer fra hele Rebild kommune. Vi har haft besøg af mange foreninger, især pensionistforeninger. Også Ældre Sagen i Rebild kommune har haft mange inde og se filmen, og i denne uge havde vi besøg af beboere fra Himmerlandshave i Suldrup, fortæller Erling Junker Holst.

Den røde løber
blev taget frem

Der var Danmarkspremiere på filmen torsdag den 1. marts, og da Seniorbiografen havde arrangeret den første ekstra forestilling allerede kl. 10.00, var man først af alle.
I dagens anledning havde man fundet den røde løber frem.
Blandt premieregæsterne var én af filmens unge medvirkende, Laura Winther Møller, der har rollen som Gerda Fiil, datter af værtsparret på Hvidsten Kro. Hun var ledsaget af sin mor og sin moster.
Sidstnævnte er Rebild kommunes borgmester Anny Winther, som gav sin niece et stort knus efter at have set filmen.
Stående i biografsalen fortalte Laura Winther Møller efter filmen publikum om, hvordan hun fik rollen, og hvor og hvordan optagelserne foregik. Hun høstede fortjent et meget stort bifald.
Selv om det nu er slut med at kunne se filmen i Seniorbiografen, kan man endnu nogle dage se den om aftenen i Kinorevuen.


e-max.it: your social media marketing partner