- Onsdag, 13. maj 2015
Omkring 150 mennesker troppede op til debatmødet ”Hvad nu Rebild” i Business Park Nord torsdag den 7. maj.
Blandt mødedeltagerne var et godt mix af unge og gamle, og mange kom med forslag til, hvad der kan gøre Rebild til et endnu bedre sted at leve og bo.
Business Park Nords kantine sydede af liv i de to timer, hvor journalist Jørgen Pyndt styrede debatten. Han lagde ud med at udfordre de ambitiøse mål i byrådets Vision 2025.
- Hvordan vil I trække 3.000 indbyggere til kommunen ud over de 29.000, der bor her allerede? spurgte han byrådspolitikerne Leon Sebbelin, Gert Fischer og Morten Lem.
Leon Sebbelin pegede på et varieret boligtilbud for de 20-39-årige. Gert Fischer mente, at Rebild skal være en tand bedre end nabokommunerne. Og Morten Lem nævnte, at naturen er et stort trækplaster.
Begrænset taletid
til politikerne
Det sædvanlige politikerpanel var ikke en del af mødet. Efter at have udfordret politikerne bad ordstyreren om salens respons til visionens tre dele: øget bosætning, øget beskæftigelse og flere besøg.
En idé til at skaffe flere indbyggere i kommunen skilte sig ud fra de øvrige. Med inspiration fra Hellerup blev det foreslået at opføre luksusboliger tæt på naturen. De attraktive boliger kan derefter markedsføres for rige københavnere, som kan besøge børn og børnebørn i storbyen ved at flyve frem og tilbage fra Aalborg.
En bosætning i hele kommunen er betinget af gode transportmuligheder. I den sammenhæng blev det foreslået, kommunen kunne hjælpe med til, at deleøkonomi og samkørsel kan sættes i værk.
Som et positivt indslag i debatten lød det flere gange fra de fremmødte gymnasieelever, at de satte pris på være vokset op i kommunen, og at de efter endt uddannelse regnede med at vende tilbage.
Grønt erhverv og billig opstart af produktionsvirksomheder
Flere af de fremmødte talte for energirigtige erhvervsløsninger. Niels Juel, formand for Erhvervsudviklingsrådet, gjorde blandt andet opmærksom på, at landbruget kan dyrke energiafgrøder.
Formand for Det Grønne Råd Sussi Handberg nævnte, at der i Rebild Kommune befinder sig et antal centrale virksomheder, der rådgiver, producerer og udvikler inden for vedvarende energi og genanvendelse. Det er forventningen, at der netop inden for dette område sker en kraftig vækst i de kommende år.
Johnni Kristensen, Portspecialisten i Nørager fortalte om en 21-årig ung mand, der i en nedlagt landbrugsejendom ved Nørager producerer mælk fra 700 geder. De, der har ideerne og vil knokle for dem, kan i Rebild finde relativt billige ejendomme og grunde, hvor man kan starte en virksomhed.
En deltager plæderede for, at kommunens geografiske placering i forhold til Aalborg Universitet gør det oplagt at satse på medicotekniske virksomheder.
Naturen tiltrækker turister
og fungerer som
fitnesscenter
Direktøren for Comwell Sport Rebild Bakker Jane Andersen berettede om, at hotellets naturkoncept går forrygende. Udviklingen af det nye tiltag er hjulpet frem af et rigtigt godt samarbejde mellem myndigheder, virksomheder og frivillige.
En borger nævnte, at der i kommunen findes mange fortidsspor, og at historien kan udnyttes kommercielt ved, at den formidles via naturen.
En konkret forslag til en anderledes naturaktivitet var, at det andre steder i verden er populært at dyrke ”treetopping”, hvor udøverne i bedste Tarzan-stil bevæger sig fra trætop til trætop. Hertil bemærkede den kvikke ordstyrer: - Ja, og træer er jo ikke en mangelvare i Rold Skov.
Borgmesteren sluttede aftenen af og nævnte kommunens nye outdoor-brand, Triathland, Danmarks nr. 1 sportsdestination.
Hvad nu Nordjylland?
Debatmødet i Rebild var ét af i alt 11 møder i de nordjyske kommuner, som blev gennemført i samarbejde med TV2 Nord og P4 Nordjylland. Det betød, at der under mødet var radiotransmission af korte indslag fra Rebild.

