SULDRUP: Onsdag den 27. juni var en festaften på Suldrup Skole. 

Elever fra 9. årgang var mødt op i festtøjet sammen med forældre og nogle også med søskende.

Efter velkomst og fællessang havde skolebestyrelsesformand Kim Mathiesen en hilsen til afgangseleverne med overskriften ”Hvor går vejen hen” - herunder temaerne ansvarlighed og kammeratskab.

Derefter var der underholdning af 2. a fra Suldrup Skole, som underholdt sammen med musiklærer Vagn Mikkelsen. Et alsidigt udvalg af afrikansk dans, Vagn Mikkelsens egne talsange og en gammel klassiker som ”Jeg ved en lærkerede” gav klapsalver til 2. a’s elever. 

Skoleleder Marianne Nielsen holdt dimissionstale med elementer fra sangen ”Kære linedanser”, som 9.a’s elever havde valgt at synge på sidste skoledag, da de var på rundtur bl.a. til Himmerlandshave. 

Linen er spændt ud – man skal turde træde ud. Man vil helt sikkert opleve, at livet gør ondt en dag, men det vigtigste er, hvordan man håndterer dette. Man kan blive stærkere og klogere – og tage det med sig videre frem. Til slut ønskede Marianne Nielsen eleverne stort tillykke med deres afgangsbeviser og udtrykte tilfredshed med, at de alle har planer efter sommerferien.

Klasselærer Mette Gaardlund overrakte sammen med Marianne Nielsen afgangsbeviserne, hvorefter 9. a sang for på sangen ”Kære linedanser”, som talen var spundet over.

Efter endnu en fællessang, også valgt af 9.a, ”Livstræet” var der hygge og traktement, indtil eleverne drog videre til grillfest hos en af eleverne i klassen.


e-max.it: your social media marketing partner