- Langt fra alle af de cirka 800 unge kvinder fra Rebild kommune, som er født i årgangene 1985-1992, er vaccineret mod HPV-virus. En virus, som i værste fald kan give livmoderhalskræft. Her og nu er vaccinen gratis til de årgange. Men det tilbud gælder kun til udgangen af 2013, og da det tager et halvt år at få alle tre stik, er det bare med at komme i gang, udtaler Hanne Overgård, formand for Kræftens bekæmpelses lokalforening
Også yngre kvinder rammes af livmoderhalskræft. Og alt for mange dør af sygdommen. Men også for dem, der overlever, er det slemt. De får ofte betydelige skader, som de skal leve med resten af livet. Blandt andet kan mange kvinder ikke få børn, som følge af behandlingen. Så, hvis du er forældre, veninde, i familie med eller på anden måde pårørende til en ung kvinde årgang 1985-1992, så spørg lige, om de har bestilt tid hos lægen.
Til Rebild Kommune, som har ansvar for forebyggelse af sygdomme hos borgerne, vil jeg påpege, at den har et særligt ansvar for at få fat på den gruppe kvinder, som traditionelt er svære er nå. Disse unge kvinder og deres pårørende læser nemlig ikke det her indlæg eller den brochure, der ligger hos lægen. De skal høre om vaccinationstilbuddet på en anden måde.
I Rebild kommune er der hvert år cirka 27-33 kvinder (fordelt i alle aldersklasser), der får en operation på grund af forstadier til livmoderhalskræft. I gennemsnit dør en kvinde hvert andet år i vores kommune af livmoderhalskræft. Sådan behøver det ikke se ud i fremtiden. Bliv vaccineret og kom til screening, når du bliver inviteret. Så redder vi kvindeliv!

Af Hanne Overgård, formand,
Rebild kommunes lokalafdeling


e-max.it: your social media marketing partner