Det er på søndag de dødes søndag og, hvor var vi døde og tomme indeni, om vi ikke kunne takke og prise Gud, for alt det de var for os, da de var hos os. Og det bliver de jo ved med at være, for de har saltet og lyst på vor vej.
Vi fejrer Alle helgens Dag både for eftertankens og eftertidens skyld. Vi de efterladte i livet – tænker på dem, som i levende live har rørt vore liv. Dem som vi har mistet, men som vi kun kunne miste, fordi vi havde fået dem som en ganske ufortjent gave. Vi fejrer Alle helgens Dag i mindet om, hvad de har givet og været for os. De var ikke nødvendigvis hellige, guddommelige og bedre mennesker, men de har kaldt guddommelige og hellige følelser og tanker frem i os. Da de rørte os, kaldte de os ud af os selv og viste os det forunderlige liv og gjorde os til bedre mennesker.
Det sker altid i det jævne og i det stille, at livet fornyes og forfriskes, så det kommer til at lyse og varme. Det sker, når et menneske, ganske tyst, uden pral og ståhej, tænder et lille lys for et andet menneske. Med et ord, et smil, en åben og blank tillid, eller en dristig opmuntring, salter så livet smager en anden en igen.
Tænk, hvis mørket var stærkere end lyset. Hvis stenen blev væltet fra graven og mørket vældede ud, men mørket kan ikke vælde. Der er lysvæld bag lysvæld, men intet mørkevæld. Lyshav, men intet mørkehav. Vi rammes af lys, men aldrig af mørke. Lyset kan kaste skygge, men mørket kan ikke kaste lys.
Gravstenene står endnu, men se hvordan. De står derude med et bastant udtryk for modstand imod døden. Stenene står op, knejser og gennem dem springer mindet frem gennem stenen. Stenene vidner om opstand mod dødens herrevælde. At sætte en sten og dermed stedfæste den døde og dér skabe en have af planter og blomster, ord og fugle. Det er udtryk for et stort håb og dyb taknemmelighed for livet. I troen på Guds kærlighed rejser vi kors på gravene og kors på alteret, lys på gravene og lys på alteret.