- Onsdag, 6. april 2016

Astrid og Linca, som er glade for deres første oprykning.
STØVRING: For fire hundeførere fra Støvring DcH blev de første konkurrencenerver sat på prøve, da de meget tidligt lørdag morgen den 2. april kørte til Langå DcH, som afholdt lydighedskonkurrence.
Birgit og Zaki havde deres debut i C-klassen, hvor der var 16 hunde tilmeldt. Her blev det til en fjerdeplads med 131,8 point ud af 150 mulige. Dermed sikrede Birgit og Zaki sig deres første oprykning.
I B-klassen, hvor der var 26 hunde tilmeldt, deltog tre hundeførere, og her sikrede Gert og Kenzo sig en sjetteplads med 170,95 point ud af 200 mulige.
Astrid og Linca fik en niendeplads med 160,1 point, og dermed sikrede både Gert og Astrid sig også en oprykning.
Conni og Ally opnåede en 21.-plads med 122,65 point, og her var det sæsonstartens konkurrencenerver som spillede det ellers dygtige par et puds.

