Himmerlands Folkemusikskole præsenterer programmet for den nye sæson på Skørping Skole.

SKØRPING: Himmerlands Folkemusikskole starter på en ny sæson med musikundervisning, og man byder nye elever velkomne.
Mandag den 26. august præsenteres sæsonens undervisning. Her kan man opleve musikalske smagsprøver på, hvad der arbejdes med på de forskellige hold, få en snak med lærerne og møde andre nye og gamle elever. Tag gerne instrument med, hvis man har lyst til at prøve at spille med. Man er også velkommen til bare at komme lytte og se det hele lidt an.
I Himmerlands Folkemusikskole mødes folk i alle aldre med en fælles interesse for at spille folkemusik, hvad enten de har spillet lidt eller meget eller slet ingenting.
Folkemusikskolen har udfordringer både til helt nybegyndere, og til øvede folkemusikere.
Der er også nye musiktilbud for børnefamilier: Barselsmusik og Familiemusik. Barselsmusik er for forældre på barsel, som gerne vil spille musik for deres børn, mens de er på barsel.
Familiemusik er for de lidt større børn og deres familier. Forældre/bedsteforældre, som kan spille lidt i forvejen, danner grundstammen i et orkester, som børnene kan spille med i, uanset om de har prøvet at spille før. Erfaringsvis kan børn, ligesom når de lærer lydene i sproget, efterligne musikken impulsivt, følge skiftende rytmer og tonehøjde. De kan få rigtig meget ud af at være en del af et orkester, som kan spille.
Hør nærmere til præsentationsaftenen på Skørping Skole.


e-max.it: your social media marketing partner