- Onsdag, 28. august 2013
Den 11. august 2013 deltog Jesper Kjær og hunden Emsi fra DcH-Støvring i nordisk mesterskab i agility i Skåne, Sverige. Her var de to med til at sikre Danmark guld for hold.
Holdet består af fire hunde, der hver løber to løb. Efter det første løb havde alle fire danskere løbet fejlfrit og i den bedste samlede tid og skulle derfor løbe sidst i det andet løb.
Så der var spænding til sidste, om Danmark skulle vinde det nordiske mesterskab. Men de danske hunde leverede det de skulle, og løb endnu engang alle fejlfrit og endnu engang i bedste tid. Dermed var det danske guld sikret.
Til slut løbes der et løb, som sammen med de to første løb, tæller til den individuelle placering. Her faldt Emsi desværre op ad A-brættet og så mistede Jesper koncentrationen og de blev diskvalificeret. Dermed blev det ikke til nogen individuel placering.
Det var sjette gang, Jesper Kjær og Emsi repræsenterede Danmark ved et internationalt mesterskab. Næste gang de skal i aktion bliver til Dansk Kennel Klubs DM i starten af september og senere i september skal de til DM i DcH.

