- Onsdag, 6. maj 2015
Der var gang i dansegulvet og drinksshakeren på Vegger Kro i 80’erne. Nu inviterer de ”gamle” kontrollører, tjenere og krofatter til reunion 80’er fest.

Fra dengang i 80’erne, da der var gang i drinksshakeren på Vegger Kro.
Hvis man hang i baren eller svingede det creppede hår til popmusikken på Vegger Kro i 80’erne, så er det tid til at genoplive gamle minder.
En gruppe af personalet fra dengang har besluttet at sparke gang i en 80’er fest. Af hensyn til pladsen og andre funktionelle årsager, er festen rykket fra Vegger Kro til Vegger Idræts- & Kulturhus, hvor festudvalget også har mødt stor opbakning fra Veggers lokale foreninger. Stedet er dog også det eneste, der er ændret - udover at personalet og gæsterne måske er blevet en anelse ældre at se på.
Festen foregår lørdag 6. juni, og der kommer ikke til at mangle noget, når det kommer til musik og servering.
Leif Ørndorf, der i 80’erne var krofatter, er en af initiativtagerne til festen, og vil denne aften sidde ved kassen som i ”gamle dage”. Han håber, at mange af stamgæsterne fra dengang vil finde vej til festen.
- Vi ved, at mange af stamgæsterne fra den fantastiske tid på kroen har efterlyst et brag af en reunionfest, men vi håber også at se mange, som måske bare kom på kroen en enkelt gang eller folk, som bare har lyst til en rejse tilbage til 80’erne for en aften, siger Leif Ørndorf.
Han er ikke den eneste af det gamle personale som ser frem til festen. Festudvalget har samlet en gruppe af tidligere kontrollører, tjenere og andet personale, som hver især har vagter ved døren, bag baren samt i køkken og garderobe. Billetsalget har de dog overladt til Billetnet, hvor der allerede er godt gang i salget.
Tonerne til festen er næsten givet på forhånd. Der er dømt 80’er pop, disco og puddelrock. Det er naturligvis bandsene fra dengang som leverer musikken - Mc Kinleys, Heavy Clouds/The Bats & Decibel. Derudover giver DJ’s Nuser, Henning og Thomas den også gas med 80’er hits.
- Det er helt op til gæsterne, om de hopper i deres farvestrålende outfit fra dengang eller kommer i et mere moderne antræk. Det vigtigste er, at vi får et brag af en fest, siger Festudvalget, som består af Leif Ørndorf, Henry Pedersen, Helle Iversen, Anne og Sander Troelsen, Birthe Dencker Sørensen og Preben Hansen.

