Lige så dyb som alvoren er glædens dyb! Alvor og glæde slår sammen om os ved tanken om dem, der kæmpede og faldt for vor frihed. Vi fejrer friheden, som så mange døde for at kunne række os. De rakte os deres liv og deres liv blev til frihed i vores liv. De kæmpede i kampe, hvor menneskeliv ikke regnedes for noget, men vi vil regne dem for noget. De 11 faldne flyvere, som ligger på Aarestrup kirkegård, vil vi regne til vore nærmeste, også selv om vi ikke kendte dem, for ingen af vore nærmeste gav os mere dem.
Vi fejrer befrielsen, da freden brød ud og jubelen brød løs og som en vældig bølge skyllede hen over landet som for at skylle krigens skarn og skygger bort.
Uretfærdigt var krigen kommet over os, men lige så uretfærdigt var også freden kommet. For så lidt, som vi var skyld i krigen, så lidt var vi skyld i freden. Kun få herhjemme havde gjort noget for at hindre krigen i at komme, og kun få havde gjort noget for at freden skulle komme, men disse få skylder vi meget, og de mange ukendte fra fremmede lande, som gav deres liv for vores fred og frihed skylder vi endnu mere.
Vi fejrer friheden, som så mange døde for og derfor i døden rakte os. De rakte os deres liv og deres liv blev til frihed i vores liv. Én kunne ikke gøre det tusinder heller ikke, men millioner stod sammen, og de magtede det, og de rakte os, hvad der alene gør livet, livet værd, frihedens gave.
”De gav os det bedste de havde, de døde ukendte venner. De gav os en dag til at bruge, rakt med forkullede hænder” Nordahl Grieg.