- Onsdag, 11. april 2012
STØVRING: Onsdagsklubben på Mastruplund har haft besøg af værtinden ved Sognegården i Støvring, Mona Lund.
75 seniorer var mødt op for at høre Mona Lund fortælle om sin opvækst i et hjem fuld af musik. Både faderen og brødrene spillede, og allerede som ni-årig mestrede Mona Lund trommerne så godt, at hun kunne komme med broderen, Gert, ud for at underholde.
Her - mere end fyrre år senere - er Mona Lund stadig aktiv i trioen ”Djingo” sammen med Gert og hendes mand Søren.
Mona Lund er på treogtyvende år værtinde i Støvring Sognegård, og kunne fortælle om stærkt stigende aktivitet og mange spændende opgaver.
Indimellem underholdt hun med sang og spil, ligesom der var fællessang.
Alle havde en hyggelig formiddag, og Mona Lund fik stort bifald for sin underholdning.

