Vi skal minde hinanden om, at tiden ikke løber ud! Det er kun dagen, der går til ende. Vi lægger os ikke for evigt til hvile i fædrenes grave, men vi lægger os til hvile som et barn før søndagens fest. Hver dag og hver time tiden iler, så iler den som Guds tjener mod Gud selv og Guds evighed.
Vi skal derfor heller ikke ønske hinanden held og lykke, men at bede om Guds velsignelse over det nye år, at Gud også i år vil sige god for os, at han vil tegne korset op for og male os det for øje, optegne i sit hjerte, at vi er hans. Vi beder om, at hvad  end så året vil bringe os, at det så ikke vil bringe ud uden for hans rækkevidde.
Ude i hverdagen tumles vi rundt i tiden og af tiden, og møder mennesker for livet eller en times tid. Uanset om det kort eller langt, så piller vi ved  hinandens skæbne, så flytter vi brikker i hinandens skæbnespil. Små hændelser, uoverlagte ord, som den ene har glemt øjeblikket efter satte sin brod i en andens sind, som han aldrig kunne vriste løs. Omvendt er der en sætning, der luner og løfter os, når vi tænker på den og en sætning, som bare skærer i os. Sådan er vort liv, vor tid og vore år fyldte med misgreb, som vi ikke kan rette op, hændelser, hvor vi sjuskede med vort eget og andres liv. Det er til os, til dig og mig, der i det daglige ikke altid véd, om det var Ånden, der blæste eller om det var skæbnens kastevind.
Da verden blev født til verden, såede Gud en mangfoldighed af stjerner og kloder ud i universet, ligesom han på vor klode såede snekrystallers og plantearters mangfoldighed i én meningsløs rigdom, og som ”meningsløse” glæder vidner de nu mod såkaldt ”meningsløse” gåder. Det er som vidnesbyrd om Guds meningsløse godhed midt i alt det meningsløse, at Guds søn fik navnet Jesus.