Onsdag den 29. oktober 2014 afholdes der en erhvervsmesse med navnet Rebiz i Business Park Nord i Støvring.

Erhvervsmessen afholdes i Business Park Nord, Støvring.

Direktør Erik Rauff, Business Park Nord.

STØVRING:  Messen består af et standområde med en lang række udstillere fra mange brancher, samt inspirationsforedrag fra virksomheder, der har opnået vækst via lokalt erhvervsnetværk.
Hvorfor en lokal erhvervs-messe?
Spørgsmålet, der har dannet grobund for udvikling af messen, er: Har de lokale virksomheder nok kendskab til hvilke positive forretningsmuligheder, der findes i lokalområdet?
- Vi afholder derfor en lokal erhvervsmesse, i forvisning om, at de lokale virksomheder kan opnå yderligere vækst ved at bruge hinanden mere. Ved at sætte rammerne med messen, giver vi virksomhederne mulighed for at få et bedre kendskab til de forretningsmuligheder, der findes i lokalområdet, udtaler direktør Erik Rauff, Business Park Nord.
- Som inspiration til at samarbejde og bruge det lokale marked, har vi på messen inviteret nogle foredragsholdere eks. Morten Vestergaard, CEO Vestergaard Marine Service. Netop denne virksomhed er et godt eksempel på, hvordan man kan starte som iværksætter til i dag at være en stor, international koncern ved at bruge lokal samhandel, udtaler Erik Rauff.
En af de virksomheder man vil møde på Rebiz, er virksomheden Global Tools ved indehaver Stefan Berg: - Servicegrad, gode vilkår og fælles interesse for at lave en god forretning er helt klare årsager, til at vi vægter lokalt netværk og de forretningsmuligheder disse giver, højt, udtaler Stefan ifm. hans interesse og deltagelse i Rebiz.

Stor interesse for messen
Allerede nu ses en stor interesse og opbakning til messen fra det lokale erhvervsliv. Efter offentliggørelsen af messen blev alle messestande hurtigt udsolgt. Som besøgende har man derfor mulighed for at få en god introduktion til det lokale erhvervsliv og få udbygget sit netværk.
- Vi er selvfølgelig tilfredse med den store opbakning, og forventer ligeledes, at få mange besøgende fra virksomheder i Rebild Kommune. Målet er, at messen bliver en tilbagevendende begivenhed der afholdes hvert år.
Rebiz-messen er arrangeret af Business Park Nord i samarbejde med Rebild Erhvervskontor.


e-max.it: your social media marketing partner