- Tirsdag, 1. april 2014

Lotte Lyngby.
STØVRING: I oktober 2013 så en ny café dagens lys i Støvring. Nemlig i Sognegården i Støvring, som to gange årligt giver mulighed for at nyde et hyggeligt arrangement for voksne i alle aldre.
Der er, som nogen allerede ved, ikke tale om en rigtig café, da der ikke er køb og salg af diverse mad- og drikkevarer, samt at åbningstiden blot er to gange årligt. Men der er caféstemningsmiljø. Og aftenen byder på hyggeligt samvær med indlæg af forskellig art tilsat et godt pølsebord samt vin og vand.
På torsdag den 10. april kommer Lotte Lyngby, som udover sit hverv som sygehuspræst, er foredragsholder og forfatter til bogen: ”Kære Martha – ord om Gud til et liv med stress”. Maja Maria Johansen vil på sin tværfløjte bidrage ordene med musik.
To stress-sygemeldinger sendte bogstavelig talt sygehuspræst Lotte Lyngby ned på knæ. Hun opdagede, at Bibelen er en skattekiste af hjælp til at forebygge stress, og at Jesus kan bruges som stresscoach. Det har hun skrevet en bog om.
- Jeg troede, at det var mig, der skulle være Gud på Aalborg sygehus. Det var et storhedsvanvid, der ville noget, siger Lotte Lyngby om tiden op til den stresssygdom, der sendte hende til tælling fra arbejdet som præst på Aalborg sygehus.
I bogen ”Kære Martha – ord om Gud til et liv med stress” fortæller hun om, hvordan fortællinger fra Bibelen kan hjælpe stressede mennesker med at finde bedre balance i livet.
- Vi kommer let til at tro, at alt afhænger af vores præstationer, og at det er op til os, om livet lykkes, siger Lotte Lyngby, - men vi har kun ansvar, så langt som vores magt rækker. Der er meget både i arbejdsliv og privatliv, som ikke er op til os. Der findes vilkår, som vi er sat i, og som det er en aflastning at se, at vi ikke bærer ansvaret for. Vi er ikke Gud. Vi må nøjes med at være menneske.
Mens hun var sygemeldt med stress ledte hun efter litteratur, som tog afsæt i kristendommen, men fandt kun stressbøger om mindfulness og meditation og andre tiltag med rod i østens filosofi og religioner. Foredraget og bogen ”Kære Martha” er et forsøg på at lade kristendommen sige noget meningsfuldt ind i et stressramt nutids liv.
- Jeg mener, at vor egen religiøse bagage har noget vigtigt at bidrage med, når det kommer til at værne os selv imod stress, siger Lotte Lyngby.

