- Tirsdag, 27. november 2012

Carla Thonsgaard - 90 årig kunstner, har lavet maleriet, som pryder etiketten på ’’Årets Kunstnervin’’ hos Bisgaard Vinhandel i Støvring.
STØVRING: Julen er traditioner, og traditionen tro har vi også i år ”årets kunstnervin”, denne gang med maleri af Carla Thonsgaard, der netop er fyldt 90 år, men stadig meget produktiv.
Carla Thonsgaard er én af landets mest fremtrædende naivistiske kunstnere, og som så mange andre inden for den naivistiske kunstretning er hun autodidakt.
Naivisternes motivvalg er præget af, at det både kalder på smilet samt rører os om hjertet.
Billederne flyder over af fortælleglæde, og de klare farver samt de mange detaljer og historier er alle gennemgående træk.
Motiverne i billederne henter hun først og fremmest inden for det fællesskab, som vi alle genkender: festligt, folkeligt og fornøjeligt, idet hun arbejder med tilbagevendende motiver fra cirkuslivet, ringridning, hestemarkeder, en sommerdag ved stranden og en luftballonskipper samt stemningsbilleder fra let genkendelige lokaliteter som Amalienborg Slotsplads og Honnørkajen i Aalborg.
Men Carla Thonsgaards pensel kan også være spids, og hendes billeder kan kommentere samtidens problemstillinger på humoristisk vis.
Carla Thonsgaard har i løbet af sit kunstneriske virke udstillet over hele landet, og har netop haft en stor udstilling på Kunsten i Aalborg, der hermed var med til at fejre hendes 90 års fødselsdag med ”Carla Thonsgaard - 90 år”.
Vinen har vi hentet i det Sydfranske, en rigtig dejlig Rohn-vin fra Costiéres de Nimes. En kraftig vin med runde kanter, perfekt til julemaden.

