Påskemorgen var det ikke blot graven, der åbnedes, men det var Jesus selv, der åbnede sig, så det åbenbaredes, at det var Gud selv, som disciplene i tre år havde fulgt på hans veje, og som de havde været på vej til søge og sørge over i graven”. Han er ikke her; han er opstået, som han har sagt….”. Aner vi lyden af bebrejdelse i ordene ”… som han har sagt!”
Påskemorgen blev stenen rullet fra den tomme grav og sløret, dækket over hans liv løftet væk og hans evige magt åbenbaret. Langfredag var sejren over døden skjult i afmagt, som den påskemorgen var åbenbar i almagt. Døden fejes til side og stenen væltes fra graven, så kvinderne kan gå derind og se graven tom, den døde opstanden og døden selv begravet, hvor han lå!
Før hed det: For de levende er der håb og for retfærdige! Nu hedder det, at for døde og uretfærdige er der håb! Kom og se stedet, hvor han lå. Kom og se begyndelsen på altings ende, det nye livs morgengry, for påskeglæde er forsmag på den evige salighed. Kom og se, ikke en tom grav, men en tømt grav. Kom og se stedet, hvor han lå, i hvem døden fandt sin grav og selv blev støv og aske.
Når man går ind på Aros, Aarhus kunstmuseum, så har det på dets fineste sted på museet et billede, hvor digteren Sofus Claussen læser af sine digte for Helge Rode og Villumsen selv. Jeg véd ikke, hvad det er for et digt han læser, så det kunne være eet af hans største, hvor han siger således om påskemorgen:
”Solgud og mesterskabs ånd. Der findes en verden bag verden og en sol  bagved solen, et lys bliver tændt bagved lyset. Guddomsdybt var det hjerte, der brast på et kors i Judæa: Solen selv blev korsfæstet og genfødt med ild, som er nåde!”