- Onsdag, 4. august 2010

Stubfestkomitéen opfordrer alle firmaer, gader og foreninger til at deltage i vognoptoget ved årets Stubfest, så traditionen kan bibeholdes.
STØVRING: Så nærmer tiden sig, hvor den årlige ”Stubfest” løber af staben. Mange mennesker glæder sig allerede og forberedelserne er godt i gang.
Som en mangeårig tradition er der vognoptog igen i år, altså hvis opbakningen er stor nok. Derfor har Stubfestkomitéen valgt allerede nu at opfordre alle firmaer, gader, skoler, børnehaver og foreninger til at deltage med et indslag i vognoptoget, der i år er søndag den 29. august og igen med Aalborg Garden i spidsen.
Sidste år var der otte deltagere i vognoptoget, fortæller Michael Aalestrup, der er den ansvarlige for dette års vognoptog og han fortsætter:
- Hvis traditionen skal overleve, vil vi opfordre alle til at komme ud af busken og melde en vogn eller et hold til optoget. Vi skulle gerne op på mindst lige så mange deltagere som sidste år.
Stubfestkomitéen har valgt at bibeholde sidste års præmieuddeling, således at der igen i år bliver to vindende hold, nemlig en i kategorien for den flotteste vogn/hold og en for den sjov-este vogn/hold.
Føstepræmien er 1000 kr., men alle deltagende hold får 500 kr. i startpenge. Så find de gode og kreative idéer frem og hjælp til med at bibeholde vognoptoget som en del af Stubfest traditionen.

