STØVRING: Integrationsgruppen Støvring og Ældre Sagen havde endnu engang arrangeret en festlig aften, hvor der var fokus på kultur, mad, musik og støtte til de etniske minoriteter i Støvring.  Lilly Hesseldahl Sørensen, var tovholder for et stort antal frivillige og madkyndige fra Burma, Afghanistan og Danmark.
Efter Lillys velkomst havde ca. 125 gæster sat sig ved blomsterprydede borde, og buffet’en duftede og lokkede fristende. Første ret var suppe fra Burma, der bestod af hønsekød, nudler, koriander og gulerødder. Det usædvanlige ved suppen var, at ingredienserne først blev serveret i suppetallerknerne, og  først til sidst blev bouillonen hældt over. -Men det blev smagen ikke ringere af!
Serveringen blev varetaget af burmeserne, som havde fremstillet suppen.
Næste ret var fra Afghanistan og blev introduceret på et imponerende dansk af Soheila: Lammekød med ris og en spændende ret cabab, -dejligt krydret mad.
Danske retter var grydebøf med kartoffelmos og kalkunstænger med mixed salat, og det blev også godt modtaget.  
Inden det kom så vidt, var der et samarbejde i køkkenet, som i høj grad var en stor del af integrationen. 20 personer havde i to dage arbejdet sammen og lavet al maden.
Køkkenet summede af latter og glade røster på burmesisk, tyrkisk, dansk og lidt engelsk.
Kaffe og lagkage skulle heller ikke mangle. -Tydeligt nok etnisk lækkeri for børnene.
Hvis ikke mødrene havde taget styringen, havde mangen en lille stump draget af med en ¼ lagkage hver.
Da alle havde taget godt for sig, blev stemningen yderligere slået an med afghansk musik.
Et nyankommet hold fra Congo hyggede sig vældigt, og da de blev spurgt, om de kunne lide arrangementet, svarede de: - Dejligt, vi glæder os allerede til næste år.
Underholdning blev der også budt på, for linedance’rne fra Støvring dansede veloplagt.
Linedance er en danseform, hvor man drejer, vender, vrikker og roterer gennem forud fastlagte dansetrin. Det kunne de små gæster ikke modstå, så snart var scenen bagved fyldt op af små og meget rytmiske børn, der fortsatte længe efter linedance’rne var færdige.
 Snakken gik lystigt, og festen varede godt 3 timer, - virkelig integration i praktsis.
Anette Fausing Thomsen,
Ældresagen i Rebild.


e-max.it: your social media marketing partner