STØVRING: Fredag aften var Stubhuset helt fyldt op. Die Herren gav et brag af en koncert, og publikum gav den gas, som ikke er set længe. Det var tydeligt, at Die Herren er et eftertragtet orkester, og selv om det nu er 3. gang, de spiller i Stubhuset, bliver det større gang på gang. Publikum havde trodset landskamp, hjemlig hygge og fredagstrætheden og var helt klar til fest.
Den entusiasme, den energi og den glæde, der udstråles fra hele orkestret smitter i den grad af på publikum og publikum afspejlede Die Herren til fulde. Det var forunderligt at iagttage, de grader temperaturen steg med i Stubhuset. Selv om det var en rigtig kold og blæsende aften, blev det temperaturmæssigt omdannet til en sommeraften set for meget, meget længe siden.
Det var klassikerne fra U2, der blev indledt med, og U2 har jo i hele deres materiale nærmest kun klassikere at vælge imellem. Så jeg tror, at selv for de, som ikke har det helt store kendskab til U2, var der massevis af melodier, der kunne nikkes genkendende til.
Publikum var meget blandet, og det var herligt at se, at så mange viste interesse for at gøre denne fredag aften til noget særligt. Der var mange, der var fulgtes ad i grupper.
One Love, Only Love og In The Name Of Love var blot nogle af de super gode numre, som Die Herren leverede og det blev leveret med sjæl og indlevelse.
In The Name Of Love giver endnu en gang stærke kuldegysninger og fortæller - gå nu ud og lev, og lev livet på højt niveau. With Or Without You er personligt en af favoritterne, den er noget ganske særligt, en stærk tekst og den måde Morten Marcher afleverede budskabet på, er ganske særligt. Still Haven´t Found what I´m Looking For, næh, mon vi nogensinde finder det. Vi er forhåbentlig søgende hele tiden og sætter nye mål og leder igen. En vej at gå, er jo netop at blive ved med at lede og sætte ambitionerne derefter. Så bliver livet på det niveau og med det indhold vi ønsker det.
Selv om Die Herren er et kopiband, så er de bare helt dem selv alligevel. De leverede en meget personlig koncert, dedikeret til publikum og Stubhuset. Publikum følte sig som de vigtigste denne aften og der var meget tæt forbindelse til publikum. Det er det helt særlige, som Die Herren formår.
PFG


e-max.it: your social media marketing partner