- Tirsdag, 23. juli 2013

Tre hunde og deres hundeførere fra DCH Støvring opnåede flotte resultater ved en konkurrence i Sæby. Fra venstre ses Rikke Werning Uhrenholt med Frida, Connie Olesen med Aly og Tenna Bang med Gaya.
I starten af juli var tre C-hunde fra DCH Støvring i konkurrence i Sæby. Det blev henholdsvis til en fjerde, en sjette og en 13. plads til de tre hunde og deres ejere, ud af i alt 45 hunde.
Connie Olesen fik 140,20 point (max. 150) med sin beauceron Aly. Rikke Werning Uhrenholt fik 130 point med sin appenzeller sennenhund Frida og Tenna Bang fik 118,65 point med sin labrador Gaya.
Både fire- og tobenede havde en dejlig konkurrencedag i skønne omgivelser, hvor det afslutningsvis blev til en badetur ved havet for de tre hunde.
Alle hunde skal i konkurrence igen løbende hen over sommeren og efteråret.

