- Tirsdag, 31. maj 2011

Preben Juel Hansen holdt torsdag den 26. maj foredrag i Sørup Borger- og Forsamlingshus.
SØRUP: Omkring 30 personer var den 26. maj mødt op i Sørup Borger- og Forsamlingshus til foredrag med forhenværende chefkriminalinspektør Preben Juel Hansen.
Preben kunne berette om et særdeles spændende liv, såvel inden for sporten som indenfor sit tidligere job som politibetjent og senere chefkriminalinspektør.
Hvad sport angår, må man sige at han har været vidt omkring. Lige fra turneringsdanser og atlet i hans yngre dage til en habil cykelrytter på hans ældre dage. Blandt de spændende ture som har han været på kan bl.a. nævnes at Preben har krydset en del af indlandsisen på Grønland på cykel, cyklet samme rute som ’Tour d’ France’ feltet, og senere i år skal han cykle i Dolomitterne.
Preben Huel Hansen har haft et langt og fantastisk liv indenfor politiet, hvor han startede på politiskolen i 1969. Da han var færdiguddannet, fortsatte han ved kriminalpolitiet i København men flyttede efter nogle år til Aarhus, hvor han bl.a. arbejdede i bandeenheden. Efter tiden i Aarhus drog han til Grønland og her har Preben haft en lang række af fantastiske oplevelser, både indenfor sit arbejde og i sin fritid.
Efter en del år på Grønland, flyttede han hjem til det jyske igen (boede på Sørupgårdsvej) og arbejdede ved politiet i Aalborg. Senere blev han særdeles aktiv inden for det europæiske politisamarbejde og arbejde bl.a. med bekæmpelse af terror. Under sit internationale arbejde kunne Preben Juel Hansen eksempelvis fortælle, at han har været i 32 forskellige lande for at medvirke til bekæmpelse af kvindehandel.
Alt i alt var det en uhyre spændende aften i Sørup Borger- og Forsamlingshus, hvor de fremmødte kunne nyde kaffe og hjemmebagt kage til foredraget med Preben Juel Hansen.
DS & HH

