Æresmedlem Christian Pedersen (til højre) sammen med ØHI´s formand Per Lyngberg Andersen.

Henrik Simonsen med pokalen som årets ØHI’er.

Ø. HORNUM: I sidste uge blev der afholdt ordinær generalforsamling i ØHI. De godt 30 fremmødte kunne bl.a. høre formand Per Lyngberg Andersen fortælle om, at ØHI i 2014 fik et solidt overskud, efter nogle lidt økonomisk trængte år. De fremmødte kunne endvidere glæde sig over, at det uden problemer lykkes at få besat alle poster både i forretningsudvalget og i de fem aktivitetsudvalg.
Generalforsamlingen bød også på den traditionelle kåring af årets ØHI’er. Denne hæder tilfaldt i år Henrik Simonsen. Henrik får prisen for igennem en årrække at have ydet en kæmpeindsats for pigefodbolden i ØHI. Det er således primært Henriks fortjeneste, at ØHI i dag har en relativ stor pigeafdeling i fodbold. Henrik er meget engageret såvel til træning som til kamp og gør derudover en stor indsats for det sociale, bl.a. ved at arrangere fællesspisninger og overnatninger for pigerne.
På generalforsamlingen fik ØHI også et nyt æresmedlem. Christian Pedersen modtog til klapsalver den fineste hæder i ØHI. Christian har gennem 45 år ydet en stor indsats for ØHI. De første mange år som træner og udvalgsmedlem. Senere som mangeårig holdleder for Grand Old Boys i fodbold. Selv om Christian nu er lidt oppe i årene, ses han stadig på stadion eller i hallen som tilskuere hver gang seniorholdene i fodbold eller håndbold spiller kamp. Der findes næppe en person med et større ØHI-hjerte end Christian.


e-max.it: your social media marketing partner