- Tirsdag, 13. januar 2015
Eleverne fra Skals Efterskole arrangerer endnu et sponsorløb. Denne gang på Bavnebakkeskolen i Støvring, hvor efterskoleeleven Lars Damborg er tidligere elev. Den 14. januar er det eleverne fra Bavnebakkeskolens tur til at løbe penge ind til Danmarks Indsamling.
STØVRING: Den 12. december 2014 havde Skals Efterskole arrangeret et sponsorløb på Langholt Skole, hvor der blev samlet i alt 12.906 kr. ind. - Hvis eleverne fra Bavnebakkeskolen løber lige så godt som eleverne fra Langholt, kan vi være sikre på at samle en god mængde pengene ind, da Bavnebakkeskolen har 400 elever mere end Langholt, fortæller Lars Damborg.
Eleverne på Langholt løb på trods af koldt vejr og glatte veje; Den hurtigste nåede endda op på 12 kilometer, og fik tjent hele 1.200 kr. ind. - De løb uden at klage og gjorde en stor indsats for at bidrage. Det passer ikke ind i det billede af unge, mange har i dag - selvisk og doven - nærmere det modsatte, udtaler Lars Damborg.
Lars Damborg besøgte Bavnebakkeskolen den 7. januar for at fortælle eleverne om løbet, såvel om Danmarks Indsamling, og forklarede formålet med indsamlingen og hvad pengene går til.
Sponsorløbet på Bavnebakkeskolen finder sted onsdag den 14. januar.

