Af Svend Schultz-Hansen

Alle religioner i verden er enige om én ting, at retfærdigheden sejrer til sidst, men ikke meget andet. Nogle finder en vældig trøst i dette, at retfærdigheden alene sejrer til sidst, og det vil gå os alle efter fortjeneste, om ikke andet så på den lange bane, og den kan strække sig over mange livsforløb, hvor vi genfødes i en uendelighed til fuldkommenhedens stadium.
Hvis Gud er kærlighed, så er Gud også retfærdighed fuldt og helt, og det er så sandt, som det er sagt, men så er Gud også barmhjertighed fuldt og helt. Det ophæver dog ikke retfærdigheden, så det hele går i nul!
Gud er kærlighed og derfor fuldt og helt retfærdighed og barmhjertighed, der ikke kan spilles ud mod hinanden i en blød blanding af lidt af hvert.
Der er en ubøjelig retfærdighed til, fordi Gud er kærlighed, og i søndagens evangelium gør Jesus det smerteligt klart.
Under bygningen af en vandkanal var et tårn faldet ned og havde dræbt ikke færre end 18 mennesker. Jesus siger så: ”Eller de 18, som tårnet i Siloa styrtede ned over og dræbte – mener I, at de var mere skyldige end alle andre i Jerusalem? Nej, siger jeg jer, men hvis I ikke omvender jer, skal I alle omkomme ligesom de”.
Vi kan ikke aflæse på vor skæbne, om vi er store eller små syndere. På den måde er der ingen retfærdighed til, men retfærdigheden viser sig et andet sted, og det er, at Gud har en endegyldig dødsdom over enhver, der klynger sig til retfærdigheden alene.
Gud er kærlighed, retfærdighed og barmhjertighed, så derfor klynger vi os til Guds kærlighed, hans retfærdighed og barmhjertighed. Retfærdighed, at han i Jesus Kristus har båret alle vore synder og barmhjertighed, at han vil bære dem for os. Dette er at omvende sig.