Hvidstrubet spurv kunne få fuglekiggere fra hele landet til Skørping. Foto: Tonny Ravn Kristiansen.

SKØRPING: Beboerne i det normalt stille villakvarter omkring Mølleparken i Skørping har her i sommer nærmest oplevet en sand invasion fra fuglekiggere fra hele landet. Fra de allertidligste morgentimer har vejene været præget at folk med kikkerter og kameraer med store objektiver, der ivrigt spejdede efter fugle i havernes trætoppe.
Baggrunden for dette var, at der i begyndelsen af juli blev opdaget en Hvidstrubet spurv i en villahave på Mølleparken. Denne spurv, der oprindeligt stammer fra Nordamerika, er tidligere kun set én enkelt gang før i Danmark, nemlig helt tilbage til den 23. maj 1976, hvor den blev set i Kongelunden på Sjælland.
Selv om fuglen havde opholdt sig i villakvarteret siden 20. juni, var det først den 5. juli at rygtet for alvor spredte sig blandt fuglekiggere i hele landet.  
Der var tale om en meget sjælden fugl, så i løbet af kort tid strømmede fuglekiggere til fra hele landet. På de hjemmesider, hvor fuglekiggerne skriver om deres observationer, kan man således se, at der har været besøg af fuglekiggere fra blandt andet Skagen, Viborg, Faaborg, Århus, København og Haderslev.
På de tidspunkter, hvor der var flest fuglekiggere, kunne der være omkring 75 samlet på villavejen. Der har fuglekiggerne i mellem været talt meget om den fantastiske gæstfrihed, man har mødt fra beboerne på Mølleparken. Således er fuglekigger blevet inviteret ind i folks private have for bedre at kunne se fugle, ligesom der ved flere lejligheder er blevet serveret kaffe.
Den Hvidstrubede spurv er sandsynligvis ikke fløjet til Skørping hele vejen fra Nordamerika. Der kan således være tale om at den har krydset Atlanten siddende på et skib. Da skibet så er kommet til land er spurven fløjet videre til land. Dette er ikke et ukendt fænomen, og der er således tidligere i år set flere hvidstrubede spurve på skibe omkring Storbritannien.
Lige så pludselig som spurven dukkede op forsvandt den igen, og den er således ikke set siden den 18. juli.


e-max.it: your social media marketing partner