- Tirsdag, 24. september 2013



STØVRING: Søndag den 22. september kl. 10.00 blev Støvring Marathon skudt i gang ved Støvring IF’s klubhus med et stort deltagerantal på godt 130. Blandt de mange løbere var der en jubilar, nemlig Simon Levisen fra Lystrup, der løb maratonløb nr. 200.
Løberne skulle løbe en bestemt rute på ca. 5,3 km i det naturskønne område ved Mastrup Søerne og i Støvring by. Ruten var lidt kuperet med start og målsted ved klubhus. Det var også her, at løberne kunne få depoterne fyldt op med vand, saft, cola, frugt, slik og kage. Foruden marathondistancen var der også mulighed for at løbe en halv-marathon, 5 eller 10 km.
Initiativtager til Støvring Marathon er Bo Stenvang, der efter at have løbet marathon i bl.a. København, Skagen og Lønstrup også mente, at Støvring skulle byde ind med et løb af denne længde.
Støvring Løbeklub deltog talstærkt i både løb og hjælp til det praktiske i forbindelse med afvikling af løbet og rundt langs ruten var der masser af tilskuere til at heppe på deltagerne.
Bo Stenvang opfordrer allerede nu alle til at sætte kryds i kalenderen i september næste år til Støvring Marathon. Hans ønske er, at arrangementet kan blive en tilbagevendende begivenhed i Støvring.

