Af: Af Splint

Adam Fischer dirigerede, da DR UnderholdningsOrkestret spillede Beethovens 9. symfoni.Foto: Agnete Schlichtkrull   

Beethoven:
9. symfoni
Dirigent: Adam Fischer
DR Koncerthuset
 
Hvad har Hitler, Stalin og EU tilfælles? Svar: De har alle brugt Beethovens pompøse 9. symfoni i politisk øjemed.
”Ode til Friheden”, som den også kaldes, var onsdag før påske på programmet i DR Koncerthuset.
Og sikke en oplevelse.
Sjældent er symfonien blevet spillet med så stor entusiasme.
DR UnderholdningsOrkestrets dygtige ungarske dirigent Adam Fischer drev sine musikere frem til en toppræstation. Fortolkningen besad såvel klarhed som elegance og stræbte efter et klangbillede med plads både til at høre detaljerne og til at lade dramaet styre musikken mere end effekterne.
Men også nuancerne sad, hvor de skulle:
Basserne nærmest hviskede glædebudskabet, den opvakte koncertmester Erik Heide opildnede på sin Guarneri-violin sine strygerkolleger til at komme frem på stolene, mens sangsolisterne Inger Dam-Jensen, Ann Hallenberg, David Danholt og Audun Iversen leverede fæmomenal vokalkunst sammen med DR KoncertKoret og DR PigeKoret.
UnderholdningsOrkestrets faste præsentator, oboisten og DR-journalisten Claus Johansen, fortjener også ros.
Efter 15 år på posten takkede han desværre af på grund af sygdom.
Men hans ord før koncerten var ligesom som mange andre gange velvalgte.
Eksempelvis spidsede publikum i den fyldte og herligt klingende koncertsal ører, da han på charmerende vis fortalte, hvordan symfonien ved premieren i 1815 var blevet voldsomt kritiseret af en engelsk anmelder:
”Vi observerede, at Beethovens nye symfoni varer præcis 1 time og 5 minutter. En i sandhed rædselsfuld periode, der sætter de medvirkendes muskler og lunger samt publikums tålmodighed på alvorlige prøvelser. Det lykkedes os ikke at finde hoved eller hale i musikken. På dette såvel som på andre områder er manglen på intelligent opbygning fremtrædende.”
Tænk at et af vor tids mest spillede klassiske værker i sin tid fik så nedladende bemærkninger med på vejen!
For de personer, der gik glip af den fremragende koncert, hvor kun et hosteanfald blandt flere af tilskuerne i fjerdesatsen virkede distraherende, er der ingen grund til bekymring.
DR UnderholdningsOrkestret spiller den igen til november, og næste forår kulminerer dets igangværende Beethoven-projekt med de første otte symfonier spillet over fire dage ved festivalen ”Beethoven destilleret”.


e-max.it: your social media marketing partner