Der blev også taget flot afsked med Fame med sang og dans på scenen.

STØVRING: Et overflødighedshorn af gode sager var, hvad årets Stubhus-revy havde at byde på. Der var feststemning, fra vi trådte ind af døren, til vi forlod huset igen. Det herlige hold, som jo dels består af en masse personer bag scenen, dels af det fremragende
revyorkester og ikke mindst skuespillerne selv havde sammensat et bredt indhold af små sketchs- og sangnumre, som det ikke kunne undgås at grine af. Lattermusklerne blev rørt godt og grundigt, og det var for 9. år i træk, at der blev opført revy i Stubhuset.
Det kan være svært at fremhæve nogle numre frem for andre, men Gintberg, der besøger Støvring, som et gennemgående tema, var meget underholdende og her blev der virkelig ramt plet, og meget blev udstillet. Jo, Støvring er en driftig by, ”Det siger borgmesteren”, og skolebyggeriet på Bavnebakkeskolen gik da heller ikke ram forbi. Man laver først en kladde, så rives den ned for at opføre det endelige byggeri – så må vi håber, at det får lov til at stå. Gintberg blev også præsenteret for, at de unge ingen steder har at gå hen eller opholde sig i Støvring. I Stubhuset kan de jo ikke være medmindre de går til dans eller til billedkunst, så det eneste sted, de kan mødes og samles, er på bænken ved stenen. – Det må der da også snart kunne gøres noget ved!
Visen om City Centret og forholdene i parkeringskælderen blev ramt lige spot on. Vil du holde tør og godt er det ikke i kælderen, du skal parkere, da det altid drypper ned og der er meget fugtigt. En rundvisning af muligheder for at spise i Støvring blev også præsenteret samt  hvis man spiser på Shell Motel om torsdagen, så går man aldrig sulten derfra.  
Dronningen og Prinsens julegave til Kronprinsparret var et frit gavekort til apoteket på p-piller, den var enkel og ganske sjov.
Senior-Bio med bedsteforældredag, den var ganske rammende og underholdende, da det formentlig var sådan bedsteforældrene oplevede at deltage i børnehavernes arrangementer, men nu var det altså børnebørnenes tur til at stille sig til rådighed.
Hvis der skal fremhæves et eller to numre, som de mest morsomme eller allermest rammende, bør nummeret ”Support” nævnes, det var virkelig godt og meget rammende, at ord som skrivebord, fil og papirkurv betyder noget forskelligt. Her var det en rar ældre herre, der havde brug for support til at få åbnet sin pc. Supportmedarbejderen var slet ikke klar over, hvem han havde i telefonen og hvad hans forståelse af ordene var. Suverænt godt nummer.
Et andet nummer, der bør fremhæves, var ”Her er intet sjovt” var relateret til Rebild kommunes byråd. ”Mudderkastning kan vi ikke li´, derfor har vi slettet det, vi gerne ville sige. Meget, meget sigende om den måde, borgerne opfatter byrådets arbejde på og som det bliver udstillet. Den bør alle nok tage til sig nogle mere end andre. Men tænk over det, kære politikere.
En rigtig dejlig oplevelse at tage til revy endnu engang. Det kan stærkt anbefales, både for dem, der aldrig har været der før, og for tilflyttere til byen. Hvis man har været til revy, bliver meget nemmere at forstå. Skuespillerne spiller rigtig godt, de stråler af godt humør og det er ikke svært at se, at de har det rigtig godt sammen og syntes, at scenen i Stubhuset er deres hjemmebane.
Jeg glæder mig allerede til uge 2013. Tak for en rigtig underholdende aften.
PFG.


e-max.it: your social media marketing partner