Fredag den 29. maj var det sidste skoledag for 9. og 10. klasserne på landets folkeskoler og denne dag blev naturligvis også fejret med manér på Bavnebakkeskolen.

Af Dorthe Skjødt og Henrik Heindorff

STØVRING: Dagen startede i de enkelte klasser, hvor snakken gik lystigt, inden man skulle samles i fællesarealet ved 8. klasserne, som også havde dækket op til morgenbord. Her fik de mange elever en god mulighed for at få en sidste snak med deres lærere og eleverne fra de øvrige klasser, inden de forlader skolen.
Herefter var dagens højdepunkt, i hvert tilfælde set med de øvrige elevers øjne, nemlig den årlige uddeling af karameller og det må siges, at der ikke blev sparet på de søde sager, da mange af de yngste elever kunne gå hjem med en kæmpe pose søde sager.
Endelig blev der lavet lidt sjov med lærerne og en enkelt tale blev det også til, inden de mange glade afgangselever tog bussen til Fårup Sommerland, hvor vejret trods dystre vejrudsigter trods alt viste sig fra den pænere side.
Alt i alt en festlig sidste skoledag for 9. og 10. klasserne på Bavnebakkeskolen og nu venter de mundtlige eksamener, inden skolen helt slipper sit tag i eleverne.


e-max.it: your social media marketing partner