- Mandag, 18. april 2011

Gellerup Kirker.
Trængstrup Foredragsforening afsluttede vinterens program med en meget udbytterig tur til bydelen Gellerup i Aarhus. Bydelen er skabt som en vision om plads og lys til indre bys slum, men er endt som en fattigdomsghetto med et stærkt hieraki imellem indvandrere med tyrkerne øverst og somalierne nederst. Tyrkerne er begyndt at fraflytte området for at bo i egen bolig, et tegn på udvikling og forandring af et ellers fastlåst mediebillede.
I strålende sol spadserede deltagerne fra Gellerup Kirke igennem ghettoen Gellerupparken til Basar Vest, som er et lille stykke mellemøsten, hvor man kan købe næsten alt.
Deltagerne fik undervejs og i Basaren en nuanceret omtale af stedet og dets problemer af Ole Thvillum, formand for menighedsrådet ved Gellerup Kirke. De spektakulære 5 % af problemerne fylder alle mediernes omtale af stedet.
Tilbage i Gellerup Kirke gennemgik Ole Thvillum, hvad der foregår i kirken. Sognets indbyggere er de fattigste i Danmark. 19% lever under fattigdomsgrænsen. Kun 25% er medlemmer af Folkekirken. Alligevel har kirken to præster og en vikarpræst tilknyttet. De mange aktiviteter bliver koordineret af udvalg under menighedsrådet, mens mediekontakten varetages af præster og formand for at undgå en skævvridning af mediefremstillingen.
Dagens program blev afsluttet af to unge tyrkiske 2. generationsindvandrere fra Dialogforum, som lagde op til en udfordring på holdninger og frisind.
Kontrasten mellem vore egne landlige forhold og en blanding af storby og mellemøsten - en times kørsel hjemmefra - kan ikke tænkes større. Turen var en øjenåbner og gjorde stort indtryk på de alt for få deltagere, som gjorde turen i egne biler.

