- Onsdag, 26. juni 2013
Alisa Weilerstein (cello):
Cellomusik af Elgar, Carter, Bruch m.fl.
Decca 478 2735
Sommerferien nærmer sig med hastige skridt.
Men i musikverdenen går aktivitetsniveauet ikke ned af den grund.
Senest har den amerikanske cellist Alisa Weilerstein med Staatskapelle Berlin under dirigenten Daniel Barenboims ledelse indspillet et fremragende album.
Weilersteins musikalske udtryk er glødende.
I en hvirvel af lidenskab og blottede melodilinier omringer hun lytteren i en vellyd, så nakkehårene rejser sig.
Elgars spindelsvæv af følelser sætter hun i svingninger uden at forfalde til svulmende nostalgi, og Carters spiddende cellokoncert gør hun det vidunderligt svært at beskytte sig mod.
Den tyske tenor Jonas Kaufmann er også pladeaktuel.
På albummet ”Wagner Runnicles” synger han smukt.
Kaufmann har en særlig styrke i det næsten underspillet nuancerede foredrag, han flere gange excellerer med på denne cd, og det signalerer stort overskud.
Kort sagt: Kaufmann er en begavet Wagner-sanger, og han tænker så rent og tør så meget, at også hans dybt utraditionelle overtagelse af sopransangene ”Wesendonck-Lieder” viser sig at fungere og folde sig overraskende flot og overbevisende ud. (Decca 4785189)
Ros er der også til den kun 23-årige russiske sopran Julie Lezhneva.
På sin debut-cd ”Alleluia” gør hun et overbevisende indtryk:
Stemmen har ikke blot en ungdommelig friskhed over sig, men kan tilsyneladende det hele. Det funkler, når hun i vokalmottetter af Vivaldi, Händel, Porpora og Mozart slipper en svimlende teknik løs i præcise koloraturer, der lyser, så det er en fornøjelse - og det i kombination med en umiddelbar inderlighed. (Decca 478 5242)
I butikken af ’blandede bolsjer’ finder man også albummet ”Latino”, hvor guitaristen Milos Karadaglic spiller kompositioner af blandt andre Vlla-Lobos, Ravel og Piazzolla. Som bonus finder man på den medfølgende dvd filmen ”Heartstrings”. (DG 479 1402)
Der er også nyt fra Simon Bolivar String Quartet, der slet og ret kalder sig SBSQ. Her spiller de musik af Dvorak, Shostakovich og Ginastera med masser af entusiasme. (DG 479 0429)

