- Onsdag, 6. april 2016
Mens det helt gode forårsvejr lader vente på sig, gør Aalborg Kongres & Kultur Center lige nu klar til årets forårsmesse 8., 9. og 10. april, som skaber den helt rigtige forårsstemning med ca. 200 udstillere med alt til hus, have, indretning, rejser, mad og meget mere.
Over 20.000 besøgende plejer at lægge vejen forbi Aalborg Kongres & Kultur Center (AKKC), når forårsmessen løber af stablen. De mange nordjyder kan få inspiration til både Hus & Have, Indretning & Design, Rejser & Fritid, Mad & Gæster og Stil & Velvære, og i år vil forårsmessen også blive suppleret med en ny småbørnsmesse i Europahallen.
Fokus på energioptimering
Med de varslede markante stigninger på varme i Aalborg Kommune er energioptimering i fokus – også på forårsmessen. Virksomheder som Energitilskud Danmark, Aalborg Forsyning, Nyfors Enterprise A/S, Energinord A/S, Varmeservice Danmark ApS og flere isoleringsvirksomheder står derfor klar til at tage en snak med de mange besøgende om mulighederne for energioptimering.
Smag på Aalborg
Noget af det der kendetegner forårsmessen er, at der er mulighed for at se, prøve, røre og smage på sagerne ved de forskellige stande. Og i år bliver smagssanserne sat endnu mere i fokus end tidligere. Aalborg City står nemlig bag konceptet Smag på Aalborg på scenen i Aalborghallen. Her vil de indrette et mini-fødevaremarked med lækre råvarer - lige fra gode bøffer til laks, honning, chokolade og ikke mindst oste. Som et lille twist medbringer Aalborg City også en konkurrence, hvor Verdens bedste mor kan få en Audi A3 cabriolet stillet til rådighed i en hel måned.
På scenen får Aalborg City selskab af Anne Kejser og Morten Pedholt fra TV2/Nord, som står for at skabe god underholdning for de besøgende og ikke mindst afholde sjove konkurrencer.
Nyhed – F-16 flysimulator på forpladsen
Mange har måske drømt om at være pilot i et F-16 fly med luft under vingerne, høj fart og en flot udsigt. Til forårsmessen kan man komme tilnærmelsesvist tæt på i en F-16 flysimulator, der bliver opstillet på forpladsen ved AKKC. Det er virksomheden YouFly International, der medbringer F-16 Dual Dogfight simulatoren, som er udstyret med den absolut ypperste teknologi og er så virkelighedstro, at den kan benyttes af forsvaret til pilottræning.
Traditionsrig messeåbning
Åbningen af årets forårsmesse foregår fredag 8. april og udføres af 2. viceborgmester i Aalborg Kommune, Mads Sølver Pedersen, og Ernst Trillingsgaard, direktør i Aalborg Kongres & Kultur Center. Traditionen tro vil der blive serveret et glas vin til de fremmødte efter den officielle åbning.
Samme dag vil Lars Larsen modtage Forårsprisen 2016 for sin rolle i at bringe store dele af verdens fokus på Nordjylland og den lille nordjyske by Gatten med den internationale golfturnering Made in Denmark fra 2014-2016.

