Lørdag den 29. november var Støvringhallen for 16. gang rammen om Årets Julefrokost, og godt 850 gæster var igen i år på plads til denne traditionsrige julefest.

Kandis fik overrakt en guldplade af Jørgen de Mylius.

Gæsterne til Årets Julefrokost havde en forrygende aften.

STØVRING: Dermed var der atter engang fuldt hus i hallen, og de mange mennesker, den gode atmosfære og det velorganiserede serveringspersonale, medvirkede til at gøre festen til noget helt specielt. Dertil kom den lækre festmenu, der bestod af alt lige fra de traditionelle julelækkerier såsom sild, grønlangkål, hamburgerryg og kamsteg til de mere utraditionelle specialiteter fra SuperBest i Støvring, så der var noget for enhver smag.
Årets Julefrokost, der er arrangeret af Støvring Håndbold, levede fuldt op til de seneste 15 års succes’er og det skyldes ikke mindst det yderst veloplagte orkester Kandis, som atter var på plads i Støvringhallen. At Kandis er populær i hele landet, kunne publikum i Støvringhallen bevidne, da Jørgen de Mylius kiggede forbi for at overrække det populære danseorkester en guldplade. Og Kandis gjorde efterfølgende aftenen til noget specielt med deres musikalske alsidighed, og dansegulvet sydede af aktivitet lige til det sidste nummer.
Allerede nu har man fra arrangørernes side besluttet, at Årets Julefrokost vil løbe af stablen igen næste år, og her bliver det igen Danmarks bedste danseorkester, Kandis, der står for den musikalske underholdning.Støvringhallen.


e-max.it: your social media marketing partner