- Onsdag, 15. august 2012

En sejltur, der ikke helt gik som planlagt.

Nogle unge herrer, som valgte at stå op under hele deres tur rundt.
Ved det netop overstående OL i London viste Danmark igen stolte traditioner inden for sportsgrenene på vandet. Spejdere fra Det Danske Spejderkorps Rold Skov Division førte i bedste OL-stil også en sejlsportstradition videre i den forgangne uge, da der for 36. gang blev afholdt Store Økssø Sejllands.
Her hører så også al sammenligning op, for i modsætning til det fine, moderne udstyr til OL benyttede spejderne til deres sejlads hjemmebyggede både, derhovedsageligt bestod af granrafter, granris/kviste og presenninger. Bådene var bygget i forbindelse med en weekendtur i Rold Skov.
Udfordringen med de hjemmebyggede både bestod i at sejle på en fastlagt bane på kryds og tværs af Store Økssø.
Et par af de ni deltagende både måtte dog hurtigt indse, at det, at bygge en båd er let, men at bygge en båd som ikke synker er sværere, så turen endte med, at man måtte svømme i land med båden på slæb.
Spejderne fra de to både tog dog dette med højt humør, selv om vandet i søen ikke var specielt varmt.
De resterende syv både klarede turen i flot stil. Især sejladsens eneste ”pige-båd” med to DDS’ere fra Aars høstede mange anerkendende bemærkninger.
Sensommeren viste sig fra sin absolutte flotteste side, så spejder-sejladsen blev overværet af et mange tilskuere, der var komme til Store Økssø for at nyde naturen.

