ØSTER HORNUM: Øster Hornum Forsamlingshus var rammen for Borgermødet 2010, som var en opfølgning på et tidligere politisk møde, men især en opfølgning på spændende projektforslag, der nu skulle forelægges byens borgere. I januar 2008 blev der afholdt et visionsarrangement med kommunale folk i forbindelse med Kommuneplanen 2009. Heri ligger flere af projektforslagene, som igen kom på banen på det nyligt afholdte borgermøde. Arrangørerne, Friluftscenter Katbakken, Borgerforeningen, Øster Hornum Hallen  og Øster Hornum Idrætsforening, kunne glæde sig over at der dukkede godt 70 borgere op. Efter en kort introduktion af Per Lyngberg Andersen og de fire lokalpolitikere Annette Søegaard, Thøger Elmelund Kristensen, Per Vilsbøll og Jan Brøndum blev de tre projektforslag gennemgået.    
Byforskønnelse og trafiksikring blev præsenteret med illustrative powerpoints af Ole Majgaard, som bl.a havde fotograferet byporte forskellige steder i landet. Det fremgik vist klart, at de gule byporte i Øster Hornum trænger til at blive skiftet ud.  Nibevej skal forskønnes og krydset Øster Hornumvej – Nibevej bør sikres lød det fra arbejdsgruppen.

Sø- og stiprojektet blev præsenteret af Mikkel Kappel og Hugo Mogensen. I forbindelse med kloakeringen i byen, og at Øster Hornum rensningsanlæg derfor skal nedlægges, er der formuleret et projekt med afsæt i et stisystem fra bydammene (og en kommende sø) ud mod fredskoven. Arbejdsgrupperne er i tæt dialog med Rebild Kommunes Teknik og Miljøafdeling og der er planlagt besigtigelsesmøde i efteråret. Udbygning af aktiviteter omkring Øster Hornum Hallen er det tredje projektforslag, som blev præsenteret af Birgitte Bak-Sørensen. Nogle af tankerne bag dette projekt hænger sammen med Fællesprojektet- nu Friluftscenter Katbakken. Ønsket er at der bliver optimale faciliteter for både ude - og indeaktiviteter, at der bliver flere tilbud, eksempelvis undrer det mange, at der ikke er ordentlige fitnesstilbud i byen, blot for at nævne et enkelt ønske.

En udbygning af aktiviteter omkring Øster Hornum hallen er meget komplekst, og umiddelbart er det et nyt stort Friluftscenter Katbakken, der skal søsættes.
De fremmødte borgere tog godt imod projektforslagene og i workshoppen, som alle deltog i, er der fremkommet mange fine og sympatiske forslag til videreudvikling af projekterne. De vil indgå i det fremtidige arbejde.
De tre projekter hænger på én eller anden måde sammen, og derfor har tovholderne på projekterne allieret sig med en fundraiser, der i dialog med bl. a Landdistrikskonsulent Pia Bonde og tovholderne skal nærme sig et prospekt, der kan søges midler hjem på.


e-max.it: your social media marketing partner