- Onsdag, 4. november 2015
Stor succes i Sønderup, hvor der blev afholdt halloween for byens borgere.

FDF Huset var omdannet til et spøgelseshus.
SØNDERUP: ”Hjælp søges” havde Sønderup Borgerforening formidlet ud til Sønderups børn og voksne, en uge inden halloween om, at hjælpe med at udhule og dekorere en masse græskar, der var købt ind til det formål at pynte byen til halloween. Over 30 børn og voksne mødte op og hjalp til, imens borgerforeningen kogte græskarsuppe over bålet i byens bålhytte.
Lørdag den 31. oktober var hele byen inviteret til spisning i FDF Huset, som var pyntet til et uhyggeligt spøgelseshus.
Sønderup by havde tidligere på året, igennem Rebild Kommune, fået tildelt 65.000 kr. til et Sund By Projekt, hvor netop spisning på selve halloweenaftenen, var en del af det projekt, og var gratis for byens borgere.
Sund og lækker mad blev grillet udenfor, hvor over 70 tilmeldte var mødt op for at få glæde af Sund By Projektet og blive skræmt samtidig.
I spøgelseshuset gik heksen rundt og snakkede med børnene og inviterede ind i heksens hule, for at svare på spørgsmål omkring halloween og dens betydning.
Så blev spøgelseshusets gæster sendt videre rundt i byen, hvor de flotte græskar viste vej. Der blev på turen ledt efter knogler og afhuggede hænder og fødder, og undervejs ventede der for nogen et godt gys.
Aftenen afsluttede ved bålhytten, hvor der blev nydt varm kaffe og kage imens alle de flotte lys, fakler og bålsteder lyste op i mørket.
Sønderup Borgerforening er positiv overrasket over de mange borgere, der deltog i aftenens begivenhed, og er sikker på, at denne begivenhed bliver en tradition i Sønderup.

