Af: Tekst/foto: Anette Bruun Hansen

Søndag den 19. april går det løs igen. I naturen, i parker og langs landevejene i det ganske land vil det vrimle med bøjede rygge i selvlysende veste. Men hvad er det, de går og leder efter?

Velfortjent frokost efter affaldsindsamlingen i Skørping sidste år.

Selv en borgmester er ikke for fin til at rydde op efter skovsvin.

Lykken er at gøre nytte.

Hver dansker producerer i gennemsnit 617 kilo affald om året. Vi er således et af de mest affaldsproducerende folkefærd i verden, og det er et problem for både klima og miljø. En del af affaldet ender tilmed de forkerte steder, hvor det ville ligge og skade vores natur, hvis ingen tog affære. Men det  er der heldigvis nogen der gør.
De 90.000 danskere, der sidste år deltog i Danmarks Naturfredningsforenings store affaldskampagne, fjernede tilsammen 119.706 kg affald og 101.814 dåser. De var på den måde med til at skåne miljøet, samtidig med at de gjorde hverdagen mere sikker for de vilde dyr.
I Rebild Kommune har mange lokale foreninger tradition for at samle borgerne om at give naturen en hjælpende hånd på affaldsdagen. I år kan rekorden dog blive slået, idet der er arrangeret affaldsindsamlinger i hele 17 af kommunens byer. (Se annoncen her i avisen.)  Så mange lokale foreninger har aldrig før deltaget samtidig.
Den store opbakning glæder den lokale DN-bestyrelse. - Det er skønt at opleve, at der blandt borgerne er kommet mere fokus på natur-, miljø- og klimaspørgsmål, udtaler lokalformand Anette Bruun Hansen, som tror, at kampagnen Klima Rebild kan have inspireret en del foreningsfolk til at gøre en aktiv indsats for den helt nære natur. - Klimaforandringer, ressourcemangel, affaldsproduktion, forurening og naturens generelt sørgelige tilstand er jo flere sider af samme sag, siger hun
Michael Sassersons moder-jord-skulptur, som er skabt af omsmeltede øldåser fra sidste års affaldsindsamling, blev afsløret ved åbningen af klimaugerne i marts, og minder nu alle forbipasserende ved Store Øksø om at tage vare på jorden, ligesom den minder om DNs årlige affaldskampagne.
Hvor mange dåser, der bliver indsamlet her i 2015, og om de bliver til kunst eller til nye øldåser, må tiden vise. Efter affaldsdagen indberetter hvert enkelt indsamlingssted, hvor meget affald de fik fjernet fra naturen. Sidste år blev det til 1.359 kg affald og 2054 dåser alene i Rebild Kommune.  
Den lokale DN-bestyrelse  står traditionen tro selv for indsamlingen i Skørping, og ligesom sidste år starter arrangementet på plænen ved Fakta og Apoteket. Det er også her, man skal holde sig til, hvis man trænger til lidt hygge, en økologisk øl og et stykke pizza efter arbejdet.
DN Rebild takker på forhånd for indsatsen og ønsker hele Rebild Kommune en rigtig god affaldsdag.


e-max.it: your social media marketing partner