- Onsdag, 14. august 2013
På mange opfordringer starter Støvring Løbeklub nu et Gå-hold. Gå-holdet er for dem, der ikke kan løbe, men som gerne vil være en del af det sociale fællesskab, der er i Støvring Løbeklub.
Ligeledes kan løberne deltage på gå-holdet, hvis man har en skade, der betyder at man i en periode ikke kan løbe.
Også på gå-holdet er der mulighed for at lave flere grupper afhængig af, hvor hurtigt man kan/ønsker at gå. Dette afhænger dog også af, hvor mange der deltager på Gå-holdet. Så tag veninden eller naboen med allerede den første aften.
Samme aften er der også opstart efter sommerferien for løberne. Der har dog været stor aktivitet foran Stubhuset hele sommeren, selv i uger med hedebølge. Så har man lyst til at starte med at løbe eller blive bedre/hurtigere, anbefales man at møde op. Nye løbere kan guides til at nå deres mål.
Selvom der løbes seriøst på træningsaftenerne er der også meget socialt samvær i løbeklubben. Bl.a. byder vi på foredrag, indkøbsaftener og andre arrangementer i løbet af efteråret.
I Støvring Løbeklub løbes der på alle niveauer. F.eks. er løbeklubben repræsenteret på alle distancer til Fjordmarathon i Aalborg. Lige fra 5 km, 10 km til halv- og helmarathon.

